Julemad uden stress
Få tid til hygge sammen med familien
Hvis du laver en lille smule planlægning tager du lidt af stressen juleaften.
Jeg har afprøvet nogle ting, som virker for mig, og som jeg gerne vil dele.
Min plan
Ting der skal nås den 23. :
Koge og pille de små kartofler - sæt på køl
Skrælle de hvide kartofler - sæt i vand på køl
Lavet hjemmelavet rødkål - lav eventuelt i morgen - snit i dag
Hvis meditere også er på menuen, så giv pølsen et kort opkog og sæt på køl til i morgen
Koge risengrød til risalamande - det behøver jeg ikke, for en anden står for risalamanden 😊
Juleaftensdag
Stå lidt tidligt op den 24. december og skab overblik over dagen. Drik en god kop kaffe, mens du skruer op for din yndlingsjulemusik.
Tag anden ud af køleskabet og gør den klar med fyld af æbler og svesker. Sy eller luk med kødnåle. Anden skal have godt tre timer ved 150 grader i ovnen. Kernetemperaturen skal været på 75 grader, hvis du vil have anden gennemstegt. Jeg kan godt lide den lidt medium, så min temperatur er lidt under 70 grader. Du kan vælge at stege den fra morgenstunden og lige lune den til aften, eller du kan vente med at sætte anden i ovnen til hen ved ca. kl. 13.30 - 14.00. Jeg vælger det sidste. Så kan anden hygge sig i ovnen, mens jeg plejer at gå i kirke. Det gør jeg ikke i år, men så er der tid til ekstra hygge om eftermiddagen.
Husk løbende at pensle anden med smeltet smør og opsamle skyen fra anden til sovsen, som færdiggøres undervejs.
Læg medisteren ind til anden de sidst ca. 20-30 minutter
Du kan også forberede sovsen om formiddagen. Jeg plejer at lave en god opbagt sovs med afdryp fra anden og en god fond. Hvis du har god tid, så kog din egen fond af indmad fra anden og evt. vinger sammen med et par løg, et par gulerødder, evt. porre, lidt nelliker og et par laurbærblade. Hvis du har en sjat rødvin, så kom endelig den i. Koges i et par timer og sies.
Hvis du ikke allerede har skrællet de hvide kartofler, så gør det nu. De små kartofler til brunede kartofler, plejer jeg at koge og pille den 23.
Hvis du vælger at koge din egen rødkål, så er det nu, det skal gøres. Jeg synes, det er lækkert at lave sin egen rødkål, men min familie vil helst have den købte, så der bliver begge dele. Jeg laver også en frisk salat med for eksempel grønkål, valnødder, granatæblekerner og appelsinbåde.
Lav risalamanden så den står klar i køleskabet. Hjemme hos os er det altid en anden, der laver risalamanden, så den kan jeg stryge fra listen.
Kog kartoflerne så de er færdige til kl. 18.00 - eller kog dem i god tid og sæt dem under dynen i sengen. Gammelt husråd 😍
Tag anden ud efter ca. tre timer - så er klokken henad kl. 17.00 og lad den hvile ca. 45 minutter. Så er den klar til at blive parteret og serveret kl. 18.00.
I mens anden hviler, er det tid til de brunede kartofler. Jeg synes altid, at det lidt stressende at stå med den varme karamel lige før middagen. Jeg har set en tv-udsendelse, hvor Brdr. Price lavede karamelsaucen om formiddagen og hældte den kolde sauce over kartoflerne på panden og varmede op. Det prøvede jeg sidste år, og det fungerer så godt - så den tager vi igen i år.
Velbekomme
Hello, World!