Våd weekend
Gæster og regnvejr
Weekenden startede allerede fredag formiddag, hvor vi var inviteret til morgenkaffe hos familien i det sommerhus, som de havde lejet for ugen. Vejret var blæsende med byger, så vi kom ikke ud at gå tur, som vi ellers havde tænkt os.
Efter et par timer, vendte vi hjemad, for vi havde inviteret gæster senere på dagen.
Kalvemørbraden var sat i ovnen kl. 9.30 ved 58 grader og skulle efter planen være klar kl. 17 - men der var lige et par andre ting, der skulle forberedes inden gæsternes ankomst.
På vej fra sommerhuset holdt vi ind til en vejbod og købte friske tomater, agurk m.m.
Gæsterne ankom kl. 17.00 - fornuftigt nok på cykel - man kan jo altid trække hjem 😊
Vejret var stadig meget blæsende, men vi valgte alligevel at tage et køligt glas rose i haven, mens chipsene fløj fra fadet rundt i haven.
Menuen
Menuen var kold ærtesuppe med store rejer og et hjemmebagt focaccia brød, langtidsstegt kalvemørbrand med smørdampede spidskål, nye gulerødder og bagekartofler - dertil en syndig bearnaise. Desserten var ene sunde sager - små melonkugler i lemonsaft, min skønne, sunde avocado weekendkage og hjemmelavet jordbær- og citron nicecream.
Natteravne
Vi havde ikke set vores venner længe, så selv om vi mødtes tidligt, blev det altså sent alligevel. Vi havde mange ting, der skulle snakkes om, og det var drønhyggeligt.
Vi må indrømme, at vi ikke er så gode til at komme sent i seng længere, men det gode selskab og den rigelige vin gjorde, at vi glemte tiden.
Stille lørdag
Lørdag stod på dasedag, strikketøjet blev fundet frem, og der var lækre rester til aftensmaden.
Skuffer gør en forskel
Vi er jo stadig i gang med vores byggeprojekt. Det har nu også involveret køkkenet, som trænger til renovering. I løbet af de næste par uger får køkkenet en makeover. Vi fandt ud af, at vi faktisk har plads til en ekstra indvendig skuffe i en af de store skuffer, som vi fik lavet for et par år siden. Skufferne er fra Ikea - de har simpelthen nogle geniale opbevaringsløsninger.
Se bare her hvad jeg lige fik søndag eftermiddag
Søndagsbesøg
Søndag var en våd dag, men hen på eftermiddagen klarede det op, og vi nød at sidde lidt i haven.
Vi havde inviteret det ene hold børn og børnebørn fra gaden til hjemmelavede burgere med flæskesteg og røget kylling fra e-gastro sammen med lækker salat og pommes frites - lavet i airdryeren. Det var dejligt at se børn og børnebørn den sidste feriedag, inden de starter på arbejdet igen.
Næste søndag tager vi så det andet hold - de har en uges ferie endnu.
Mandag morgen
Så er vi klar til en ny og ubrugt uge. Vi starter med sund morgenmad med masser af proteiner, fuldkorn og sunde fedtstoffer.