Med på fastelavnsbolle-bølgen
Mine fastelavnsboller
Alle spiser fastelavnsboller for tiden - også her på matriklen.
Der skal lidt til for at forsøde dagene, som er de samme - dag for dag - uge for uge - her i coronatiden.
Og så er der noget hyggeligt ved at lave sine egne fastelavnsboller - de kan laves på mange forskellige måder og pyntes fint.
Vi prøver at leve lidt sundt for tiden, men der skal da være plads til en enkelt fastelavnsbolle. Onsdag er blevet til kagedag - så nu er det selvfølgelig fastelavnsboller, der skal bages.
Mine fastelavnsboller tager udgangspunkt i mors vandbakkelser.
Mors vandbakkelser
Jeg kom til at tænke på min mor, som altid bagte vandbakkelser - ikke kun til fastelavn, men til alle tider.
De er uden sukker og kan vist godt gå an som et sødt indslag i vores ellers grønne hverdag.
Jeg skal også lige huske at notere dem i familiens opskrifter.
Mors vandbakkelser er lavet af den klassiske vandbakkelsesdej, som kun kræver få ingredienser:
125 gram smør
150 gram hvedemel
3 dl vand
3 æg
Sådan gør du
Kog vand og smør op i en gryde
Når smørret er smeltet tilsættes melet
Rør sammen til en glat dej uden klumper med et piskeris
Når dejen slipper, sættes den til afkøling
Når dejen er afkølet tilsættes æggene, som røres ind i dejen
Put dejen i en sprøjtepose eller en almindelig frysepose og klip hul i det ene hjørne.
Sprøjt lidt høje klatter ud på en bageplade med bagepapir
Bages ved 200 grader almindelig ovn - og det er vigtigt, at du ikke åbner ovnen undervejs. Bag dem 20-30 minutter alt efter størrelsen, så hold øje med dem. De skal være let gyldne, når de er færdige
Når bagetiden er gået, så start med at tage en enkelt bolle ud - hvis den ikke falder sammen, er de færdigbagte
Når bollerne er afkølede, skæres de over og fyldes med syltetøj, creme og flødeskum - eller lige præcis det fyld, som du synes er bedst.
Pyntes med drysset flourmelis eller glasur med pynt.
Velbekomme!