En opringning og tiden stod stille
livet kan ændre sig pludseligt
Vi havde nogle ungdomsvenner, som vi var meget sammen med engang - dengang vi alle sammen havde små børn og vi hjalp hinanden på kryds og tværs med at renovere vores huse.
Børnene voksede til, og familiemæssige begivenheder gjorde, at der blev længere og længere mellem besøgene.
På et tidspunkt var der gået flere år, siden vi sidst havde set “B. Maler”.
En dag kørte vi ud forbi den lille ejendom, hvor han stadig boede, og bankede på døren. Der var gensidig gensynsglæde, og i den dejlige sommeraften nød vi en kold Tuborg på brønddækslet midt i gården - det var hans yndlingsspot.
Der var meget af snakker om efter alle årene, der var gået, og vi begyndte at ses igen - ikke så tit - der var jo i mellemtiden kommet børnebørn, og familierne var vokset - men de små uanmeldte besøg, som vi gav hinanden, var guld værd og en bekræftelse på vores venskab fra ungdommens tid.
Coronaen har gjort, at vi ikke har set hinanden i det sidst års tid, og vores ven, som nu levede alene, var ikke rigtig til de lange telefonsamtaler. Telefonen var til for at give en besked, mente han.
Udskyd ikke noget som kan gøres i dag
Nå, men vi fik altså ikke set hinanden i år - der har også været Corona osv., men til næste år… sådan tænkte vi.
Tirsdag eftermiddag ringede telefonen. En god bekendt sagde: “Jeg vil bare fortælle jer, at “B. maler” er død - han skal bisættes i morgen”.
Så var det, tiden stod stille.
Vi har tit talt om ham, og hvordan han mon havde det her i Coronatiden - alene på ejendommen på landet.
Hvorfor havde vi ikke lige ringet til ham for at høre, hvordan det gik?
Nu er det for sent.
Mange mennesker sagde farvel
Præsten holdt en meget smuk og personlig tale for vores ven, og det var svært ikke at knibe en tåre.
En solosanger sang “I skovens dybe stille ro” - en sang som passede helt til ham - det var meget rørende.
Det var tydeligt, at “B. Maler” var en vellidt mand. Mange mennesker var mødt op for at sige et sidste farvel, og efterfølgende var der kaffe og smørrebrød til alle.
Vores ven havde solgt sin elskede ejendom på landet sidste år og købt det dejligste lille hus i en lille landsby.
Det var der, i det lokale klubhus, at mindehøjtideligheden foregik. Familien inviterede os her til at besøge hans lille hus, få skridt derfra - et hus som han var blevet så glad for.
Piben har været tændt for sidste gang
Det var en speciel oplevelse at gå ind i huset, som osede så meget af ham.
Hans elskede piber stod sirligt i pibeholdere, træskoene stod pænt på række i bryggerset og arbejdstøjet hang på væggen.
I haven stod vinen flot i det lille drivhus, hvor han helt sikkert havde planer om at dyrke både tomater, agurker og ander grøntsager. Han har altid gerne villet være selvforsynende.
Her skulle han have haft mange gode år endnu, men desværre kom sygdommen snigende og blev først opdaget alt for sent.
Den korte opringning betød, at vi nåede med til bisættelsen - det betød meget for os.