Vi har fået rengøringshjælp - fru Zaco kommer når vi kalder
En lettere hverdag
Efter mit uheld på badmintonbanen, som resulterede i både en brækket fod og en skadet skulder, har der været nok at se til for manden i huset.
Vi satte os derfor ned og overvejede, hvordan vi kan få noget hjælp til de daglige gøremål.
Som det første har vi fået færdigretter udefra i den første tid, og nu får vi leveret måltidskasser fra Aarstiderne. De første kasser var det, der hedder “10 minutters kassen”, og i næste uge prøver vi “Jeres Favoritter”.
Rengøringen
Jeg har længe snakket om at anskaffe en robotstøvsuger, og da jeg så denne her, som både kan støvsuge og moppe gulv - ja, så var jeg solgt.
Den måtte jeg eje, så der blev hurtigt lavet en bestilling hos Elgiganten
Fru Zaco er nu flyttet ind, og vi er ved at lære hende at kende.
Hvordan virker det?
Robotstøvsugeren scanner huset og skaber op til tre etageplaner, som den følger. Laser teknologien gør, at robotten også kan gøre rent i mørke, så det er altså muligt at stå op til nyvaskede gulve.
Brugstiden på 120 minutter per opladning. Når den løber tør for strøm, sættes den i opladningsstationen og er fuldt opladet på fire timer.
Robotten styres via en app, hvor etageplanerne kan gemmes, ligesom der kan laves grænselinjer for tæpper eller områder, der skal springes over.
Robotten kan også skemalægge rengøringen til, hvor tit og hvornår det passer bedst at få gjort rent - og så kan den stemmestyres - genialt.
Læs manualen
Jeg kunne næsten ikke vente med at afprøve robotten, da jeg først havde fået kassen i huset.
Som al anden elektronik fulgte der en manual med - og heldigvis også på dansk. Der var også en quick start guide, så der gik ikke lang tid, inden fru Zaco var sat til opladning.
Imens robotten ladede op, studerede jeg manualen, for at finde ud af, hvordan jeg får bedst udbytte af robotten.
Indtil nu har jeg prøvet både støvsugefunktionen og moppefunktionen, og begge deler virker fint.
Det er selvfølgelig sådan, at jo mere rod, der er på gulvet, jo sværere har robotten ved at komme rundt, men det er overraskende hvor lidt plads den alligevel skal have på sin tur gennem stuen.
Jeg føler mig overbevist om, at fru Zaco inden længe bliver vores uundværlige hushjælp.