Weekend
Knoklearbejde i kælderen, projekt oprydning, haven, kagefad
Vi har virkelig knoklet i kælderen med ophugning af gulvet, så de sidste rør kunne lægges.
Vi må nok erkende, at vi kan ikke det samme, som vi kunne tidligere. Det er hårdt for kroppen, og bevægeligheden er ikke, hvad den har været. Vi er derfor taknemmelige for al den hjælp vi kan få, og at hjælpen er betingelsesløst.
Vi glæder os så meget til at blive færdige med ombygningen af vores hus - og vi skal aldrig, aldrig nogensinde mere bygge om.
Hvis du tænker: “Hvad er det for nogle rør, de lægger?”, så er det ekstra store rør til vandforsyningen på første sal. Vi skal nemlig have to brusere i badeværelset på første sal, og det vil være træls, hvis den ene bruser kun drypper lidt med vand. Der skal altså være ekstra dimension i rørene for at holde trykket til to brusere.
Projekt store oprydning er i gang
Der kommer mere og mere overblik over kælderen og alle de ting, som vi har gemt der i årevis.
Flere gange om ugen sælger jeg ting enten på DBA eller Facebook Markedsplace - vidste du forresten, at jeg også sælger ting fra seniorhjemmet her?
Haven lige nu
Lige nu står haven særlig smukt. De fire paradisæbletræer står i fuld flor med en lyserød sky hen langs havegangen.
Pæretræet er afblomstret, og står nu med saftige grønne blade. Om kort tid vil det vise sig, om det også bærer frugt i år og leverer saftige grønne pærer til august.
Livet leves forlæns og forstås baglæns
Mens naboen til den ene side havde konfirmationsfest i telt i haven, og den anden nabo lå på sin solseng i sin have med stråhatten over hovedet, knoklede vi søndag i kælderen, og bar spandevis med jord ud.
Nogen vil sige, at vi ikke er rigtig kloge (at bygge om i vores alder) - vi er nødt til at sige - “det kan godt være, men vi giver ikke op - vi støtter hinanden og gør det færdigt - basta”
Men hånden på hjertet - vi skulle vi aldrig være gået i gang med den ombygning - så er det sagt.
Vi håber, at der kommer en dag, hvor vi også kan ligge i en solseng i haven og tænke “gad vide hvad vi skal lave i dag? - eller allermest glæder vi os til at fejre, at vi er færdige med ombygningen med en teltfest 😊
Gode naboer er guld værd
“Når det regner på præsten, drypper det på degnen” - siger et gammelt ordsprog.
Sidst på eftermiddagen dukkede naboens datter op på køkkentrappen med et overdådigt kagefad fra konfirmationsfesten.
De er de sødeste naboer, man kan tænke sig - altid tænker de på os i enhver situation.
Hvor er vi heldige 😊