Weekend
Weekendens højdepunkt var en tur til Klostermølle
Vi skal ikke langt fra matriklen - en halv times kørsel - for at finde den smukkeste natur - nemlig området omkring Gudenåen og Voervadsbro.
Her ligger også Sukkertoppen som ligger 108 meter over havet og 80 meter over Mossø’s vandflade.
Vi fik ikke besteget Sukkertoppen denne gang, men besøgt Klostermølle.
Klostermølle var oprindelig vandmølle for Voer Kloster, som lå ved Gudenåen for enden af Mossø. I 1872 blev munkenes gamle mølle ændret fra kornmølle til træsliberi. På denne basis lavede man en papfabrik, som blev drevet af kraften i åens vand
En kulturhistorisk perle
Klostermølle er en kulturhistorisk perle, som ligger i noget af den smukkeste natur i Danmark. En række bevaringsværdige gamle bygninger er åbne for offentligheden, og der er fine muligheder for at nyde frokosten i det fri og nyde de betagende omgivelser.
I de gamle bygninger er der en lille udstilling, som fortæller lidt om stedets historie, og i tørreladen, som hører til Klostermølle kan man stadig se, hvordan pap og papir har hængt til tørre. Til bygningerne hører også et fugletårn med udsigt over Klosterkær og Mossø.
Hvis du bor i det midtjyske, så prøv at lægge turen forbi Klostermølle og få en naturoplevelse ud over det sædvanlige.