Jeg mærkede efter i maven og ombestemte mig
Jeg aflyste min operation
Det var meningen, at jeg skulle have haft en operation i august, hvor man ville fjerne halvdelen af min skjoldbruskkirtel (thyradea).
Årsagen var, at jeg har en godartet cyste i den ene side af skjoldbruskkirtlen, som gennem flere år har plaget mig med følelsen af en klump i halsen, slimdannelse og hæshed. Cysten vokser indad og trykker på luftrøret.
Jeg har prøvet at tage mange forskellige slags helseprodukter, men intet har hjulet - derfor besluttede jeg mig for endnu engang til at opsøge specialisterne for råd.
Svaret var som sagt, at operation er eneste mulighed for at slippe af med mine gener. Min skjoldbruskkirtel producerer stadig hormoner, men der er en risiko for, at det stopper efter en operation. Det kan der selvfølgelig rådes bod på med en pille, som skal tages resten af livet.
Hvorfor aflyste jeg operationen?
Vi har haft besøg af vores søn fra New Zealand denne sommer, og da han havde pakket kufferterne og var rejst hjem igen, havde han glemt et glas med vitaminpiller.
Jeg tænkte, at de da ikke skulle gå til spilde, og tog en pille dagligt i de næste dage.
Hurtigt mærkede jeg en god effekt i mine gener fra skjoldbruskkirtlen. Ingen hokus pokus, men jeg mærkede bare helt klart en bedring.
Jeg mærkede efter i maven - og aflyste operationen.
Jeg fortsatte med at tage pillerne, og prøvede om jeg kunne købe dem her i Danmark.
Det kunne jeg ikke, og måtte have sønnemand i New Zealand til at sende et par dåser hjem til mig.
Jeg har forlængst spist alle pillerne, som han efterlod, så pakken med nye forsyninger var længe ventet.
Dyre vitaminpiller
Nu er de så ankommet - det vil sige, at de er havnet hos Toldstyrelsen, som forlanger importopkrævning på kr. 420 for pakken. Det havde jeg ikke lige regnet med, men lad mig nu bare få de vitaminpiller 😏
Jeg er stadig glad for, at jeg aflyste operationen - det er et indgreb i fuld bedøvelse, og hvor man kan få gener bagefter, som skal behandles med livsvarig medicin, ligesom stemmen kan tage skade, og det vil jeg være meget ked af.
Hvis jeg på et tidspunkt får behov for det, kan jeg jo altid blive henvist igen.
Foreløbig er jeg glad for, at jeg stadig har en hel skjoldbruskkirtel, der fungerer.
Jeg håber, at jeg kan holde generne væk med de mirakuløse vitaminpiller, som åbenbart indeholder den helt rigtige fordeling af vitaminer og mineraler for mig.