Weekend
Vel hjemme efter familiedage, turen går nordpå igen til fødselsdag
Efter dejlige familiedage i Skallerup Seaside resort var det godt med et par dage hjemme i egen seng, inden vi pakkede bilen og igen kørte nordpå.
Anledningen var min fætters 75 års fødselsdag, og vi har glædet os længe til dagen. Det er ikke så tit, vi ses - og de senere år har det desværre været i sørgelige anledninger, men denne gang var det altså en glædelig begivenhed, nemlig en fødselsdag.
Den store familie samles
Festen blev holdt på den dejlige restaurant Svanelunden i Hjørring, som dannede rammerne om fødselsdagen.
Vi blev placeret ved runde borde, med smukke borddekorationer, som søde Hanne havde lavet til anledningen.
Vi er så glade for at være inviteret med til at fejre dagen sammen med den store familie. Min fætter har nemlig, udover børn og børnebørn, ikke mindre end tre søskende, så det var noget af en flok, der var samlet, og enebarnet her måtte holde misundelsen tilbage over at se de fire søskende samlet.
Indimellem de skønne retter mad, blev der holdt taler, sunget og spillet guitar - åh, hvor jeg nød at være en del af denne dejlige familie.
Jeg elsker familiefester - det var der ikke meget af i mit eget barndomshjem - men mit festgen må stamme fra mine farforældre, som altid kunne finde en anledning til at holde fest.
Efter nogle dejlige timer med familiehygge, musik og sang, lækker mad og drikke, gik turen hjemad igen i den mørke aften.
Selv om Danmark ikke er stort, så er det alligevel en lang tur 2,5 time hver vej samme dag, men besøget var det hele værd.