Grå stær operation
i de bedste hænder
I torsdags var dagen, hvor min mand skulle opereres for grå stær. Han har virkelig set frem til operationen, for han er meget generet af det dårlige syn, som er kommet meget hurtigt. I første omgang er det kun det ene øje, der opereres.
Ved en grå stær operation udskifter man øjets naturlige linse med en kunstig linse.
Vi blev modtaget af et meget venligt personale på Privat Hospitalet Mølholm og følte os i trygge hænder hos den meget dygtige og erfarne øjenlæge, som har undersøgt ham tidligere i forløbet. Efter kort tid i venteværelset, blev han kaldt ind til en forundersøgelse for at kontrollere, om der var fuldstændig ro i øjet. Det var der heldigvis.
Han blev dryppet et par gange med bedøvende- og pupiludvidende dråber. Samtidig fik han, som standard, en lille beroligende pille. Det er nemlig vigtigt, at man er godt afslappet, så man kan ligge helt stille under operationen. Han var tidligere blevet informeret om, hvordan operationen forløber, så han var godt forberedt på, hvad der skulle ske.
Han fortalte, at han lå næsten fladt under operationen, og at øjet blev holdt åbent af en lille bøjle, som støtter øjelågene. Smertesansen var bedøvet, men ikke følesansen, så han kunne fornemme, at der blev arbejdet omkring øjet.
Operationen tog ca. 20 minutter.
Han fik en klap for øjet, som måtte tages af efter ca. fire timer. Det var næsten ikke til at vente. Vi var så spændte på, hvordan han ville se med den nye linse.
Efter fire timer tog han klappen af, og så det klareste, knivskarpe billede. Farverne var klare, men meget blåhvide, og synet flimrede lidt. Han blev noget forbavset over de nye farver. Billedet ændrede sig dog allerede dagen efter, så farverne var mere naturlige igen. Der kan gå op til seks uger, inden synet er helt på plads, men indtil videre er han rigtig godt tilfreds med resultatet.
På grund af de problemer, der har været med øjet tidligere, skulle han til en ekstra kontrol dagen efter, og alt så fint ud. Der venter en ny kontrol i næste uge, inden der aftales operation for det andet øje.
Det er faktisk i disse dage, at vi skulle mødes med vores søn, svigerdatter og børnebørn på Bali - noget vi havde set frem til meget længe. Turen måtte desværre aflyses på grund af akut opståede øjenproblemer i december, så nu blev det altså til en grå stær operation i stedet for.
Vi er så taknemmelige for at leve i en tid, hvor det kan lade sig gøre at udskifte øjets naturlige linse, når den bliver syg.