Et surt opstød
Så er du advaret
En flot og professionel hjemmeside guidede mig nemt til salg af min Iphone. Klik - klik - angiv farve, størrelse og telefonens stand. Her kan du vælge mellem:
Defekt - Slidt - God stand - Helt ny
“Sådan sælger du din iPhone til os”
Sådan lyder overskriften, og teksten fortsætter:
“Har du en iPhone du ønsker at sælge, så sælg den til os. Vores købspriser ligger blandt markedets højeste, beløbet vil blive overfører til din konto. Med kun få klik kan du se værdien online, på netop din iPhone.”
Jeg havde lige fået ny telefon, ikke fordi den gamle ikke virkede, men jeg ville gerne have en lidt større og med et lidt bedre kamera. Så for at leve op til mine egne intentioner om at skille mig af med ting i stedet for at lægge dem i skuffen, valgte jeg at sælge min gamle Iphone 6S Plus, og det var altså overskriften ovenfor, jeg faldt for.
Jeg indrømmer det
Min gamle Iphone 6S Plus var selvfølgelig brugt - 3 år gammel - men har altid været beskyttet med panzerglas og rimelig velholdt - synes jeg selv. Jeg var også tilfreds med, at jeg havde gemt den originale kasse.
På den før omtalte hjemmeside, bedømte jeg min telefon til at være i god stand, og et par hurtige klik videre gav mig en pris på telefonen på kr. 900. Den pris var jeg tilfreds med. Endnu et par hurtige klik og der havnede en pakkelabel i min indbakke, og jeg fik telefonen sendt afsted med det samme. Beløbet ville være på min konto indenfor en uges tid. Det virkede super nemt og yderst professionelt.
“Din telefon er ikke i god stand, men slidt”
Et par dage efter blev jeg ringe op fra firmaet, som fortalte mig, at den telefon jeg havde indleveret, havde dybe ridser og skrammer, og på den baggrund var standen bedømt som Slidt. Pris for en slidt telefon kr. 350.
What - det kunne da ikke være min telefon, manden snakkede om!
I følge firmaet er definitionen på en slidt telefon blandt andet: “Enheden må godt have en ødelagt skærm, et beskadiget bag cover, en defekt tænd/sluk knap, volume knap, eller mute funktion. Enheden må også godt have defekt højtaler, mikrofon, vibrator samt batteri. “
Min telefon havde ingen af disse fejl. Virkede upåklageligt, men med almindelige brugsspor.
Det er ikke kun prisen, det handler om her, men at min telefon blev bedømt som slidt ud fra deres egen beskrivelse af kategorien, kunne jeg simpelthen kke acceptere.
Betal for at få din telefon tilbage
Jeg klagede min nød til firmaet og appellerede til at få vurderet telefonen igen, men uden held. Da jeg til sidst bad om at få min telefon sendt tilbage, blev jeg mødt med et håndteringsgebyr på kr. 250. Jeg var godt gal i skralden og føler mig på godt jysk “bondefanget”.
Historien endte med
Så kom Coronakrisen, og firmaet lukkede ned - som alle andre selvfølgelig. Jeg var stadig sur og forsøgte nogle gange at skrive til firmaet for at få vurderingen af min telefon gjort om. Det kom er ikke noget ud.
For at sige det rent ud, orkede jeg ikke at parlementere mere med firmaet, så jeg lod dem beholde telefonen. Jeg måtte efterfølgende rykke et par gange for betalingen, men nu er sagen altså afsluttet.
Min pointe er i denne sag
Husk at læse betingelserne og alt, hvad der står med småt. Jeg overså nemlig: “Firmaet forbeholder sig retten til at nedgradere eller ophæve aftalen ved eventuelle uoverensstemmelser mellem den oplyste og vurderede stand.”
Jeg har dog ladet mig fortælle, at der findes andre firmaer, som har en anderledes seriøs og god service, så tøv ikke med at få ryddet ud i den gamle elektronik, men sørg for at læse betingelserne - og alt det med småt.