Livet er skrøbeligt
En dag er alting forbi
Ugen har været præget af to triste beskeder.
En sms tikkede ind en sen aften.
En god ven måtte give op overfor kræften og er nu ikke mere.
Han døde alt for tidligt - midt i glæden over børn og børnebørn, hvor livet skulle nydes efter et langt arbejdsliv, hvor der nu var tid til at dyrker musikken, genoptage gamle venskaber og bare være i nuet - helt enkelt.
Sådan skulle det ikke være.
Familien har været igennem et langt og slidsomt sygdomsforløb, som har tæret på dem alle. De skal nu finde ud af at leve livet uden deres kære mand, far, svigerfar og farfar.
Det bliver en svær tid.
Vores tanker er hos dem.
Farvel til endnu en faster
Det er ikke mere end godt og vel en måneds tid siden, at min ældste faster døde.
Nu er yngste faster fulgt efter.
Min søde faster - min fars lillesøster, og den sidste af en søskendeflok på fem - har lukket sine øjne for sidste gang.
Hun var en ældre dame, som har haft et langt og godt liv. Hun blev desværre dement de senere år, men hun bevarede sit milde væsen.
I al den tid jeg kan huske, har vi altid boet langt væk fra hinanden, så det er ikke så tit, vi er mødtes. Alligevel fulgte hun med i mit liv gennem mine forældre.
Senere, da hun blev ældre, ringede vi engang imellem sammen, og hun indledte altid samtalen med: “Hvordan har I det?” Hun interesserede sig for mig og min familie, lidt ligesom min ældste faster. Samtalerne ophørte desværre, da hun blev dement.
Jeg husker hende som et særligt mildt og elskeligt væsen.
Og så knytter der sig en sød historie til min faster og min mor.
To søstre drog afsted med godt og vel en måneds mellemrum
Kirsten giftekniv
Det var nemlig hende, der førte min mor og far sammen i sin tid.
Tiden var sidst i fyrrene.
Min mor havde sin egen systue og syede kjoler, spadserdragter og brudekjoler for byens damer.
Min faster var ansat hos min mor, og de to damer arbejdede godt sammen og kom i det hele taget godt ud af det med hinanden.
En dag spurgte min faster, om min mor ville komme til spisning hos hende og hendes mand sammen med hendes bror. Det ville min mor gerne.
Det skulle vise sig, at de to fik et godt øje til hinanden i løbet af aftenen.
Historien lyder, at min fasters mand på et tidspunkt hentede vækkeuret inde i soveværelset, tog det med ud i stuen og begyndte at trække det op.
Bare et lille hint om, at nu måtte de godt gå hjem.
Efter besøget hos min faster og hendes mand, forblev min mor og far sammen resten af livet.
Det synes jeg er en sød historie.
Minder
En dag vil alting være forbi, og alt vi efterlader er minder med vores familie og venner - minder som varer for evigt.
Lad os skabe så mange minder som muligt og leve intens hvert eneste minut - tiden går så hurtigt.
Minder der varer evigt
