Dametur
Man bliver da aldrig for gammel til at shoppe
Mens manden i huset var på herretur, var jeg på tur med damerne.
Vi tre damer i alderen 67-85 tog på shoppingtur i Juelsminde, mens mændene tog på flymuseum i Stauning.
Med hjælp af rollatoren klarede vi stort set alle modebutikkerne i Juelsminde - både med og uden trappetrin.
I prøverummet
Der var udsalg over det hele, og der var trængsel i prøverummene.
Mit shopping-gen fejler ikke noget, men min fornuft spørger mig: “Hvornår skal du bruge en ny kjole?”
Mit trick er derfor at prøve tøjet og tage billede af mig selv i prøverummet - de fleste gange kan jeg nøjes med det.
Hvis jeg derefter ikke kan sove om natten, fordi jeg ikke købte kjolen - ja, så må jeg afsted i morgen og købe den.
Efter flere ture i prøverummene slappede vi af med en kop kaffe og kolde drikkevarer på havnen, hvor der var masser af liv.
Den lille by summede af ferie og glade mennesker - det var så hyggeligt.
Efter et lille hvil på restauranten, måtte vi lige forbi en sidste butik, inden turen gik hjemad.
Afslutning på en god dag
På vejen hjem hentede vi smørrebrød, som var bestilt i forvejen, så vi kunne slutte dagen af med mændene og høre om deres dag.
Mens vi havde drukket kaffe, havde de spist pølser
Mens vi havde rørt ved tøj, havde de rørt ved flyvemaskiner
Efter endnu et par hyggelige timer gik vi hver til sit efter en dejlig dag.