Weekend
Palsgaard sommerspil
Weekendens højdepunkt var det årlige familietræf ved Palsgaard sommerspil.
Sidste år blev forstillingen aflyst på grund af pandemien, så vi har glædet os ekstra meget til i år.
Bilen var pakket med regntøj, tæpper og paraplyer - vejret var ikke det bedste - men det blev det.
Vi plejer at mødes om eftermiddagen i parken, hvor vi finder et godt sted at slå borde og stole op og starter med kaffe og kage, men i år drillede vejret først på eftermiddagen, så kaffen blev indtaget hos familien i Hornsyld, inden vi satte kursen mod Palsgaard park.
Travetur i parken
Efter at have fundet vores spot til at indtage frokosten lidt senere, gik vi en lang tur i den store og skønne park.
Det er så hyggeligt at gå og snakke på kryds og tværs - der blev set på de mange skulpturer, som er i parken, mens alle fik snakket med alle, og vi fik hørt lidt om, hvordan det går med vores børn og børnbørn hver især, ferie, husbyggeri og ombygning m.m.
Frokost i det grønne
Efter en god lang travetur var det tid til frokost i det grønne.
Hver familie havde en en ret med til bordet, og sammen med diverse drikkevarer og fætter Prebens hjemmeavlede tomater, blev vi mere end mætte.
Troldmanden fra Oz
Klokken 20.00 startede musicalen, som i år var Troldmanden fra Oz, hvor vi fulgte den unge Dorothys fantasirejse til Oz.
De dygtige amatørskuespillere tryllebandt publikum i den lidt kølige, men tørre sommeraften.
I pausen blev der drukket kaffe og spist kage fra eftermiddagens kagebord.
Da lysene blev slukket på scenen, var det sen aften, og vi tog afsked med familien, inden vi kørte hjemad i hver vores retning.