Weekend
Kultur for små og store
Weekenden var børnebørns-pasnings-weekend.
Efter at have sendt forældrene afsted til bryllupsfest lørdag, startede vi bilen og kørte til Moesgård Museum.
Vi var meget spændte på, om de to på henholdsvis 5 og 7 år (snart 8) kunne blive fanget af et museumsbesøg og specielt særudstillingen om neandertalerne, som er vores nærmeste uddøde slægtning, og levede i Eurasien i det lange tidsrum mellem 300.000 og 40.000 år siden.
Interaktiv læring
På Moesgaard Museum kommer du som gæst helt tæt på både fortidens og nutidens mennesker gennem scenograferede og dramatiserede fortællinger.
Udstillingerne er baseret på den nyeste forskning og teknologi med det formål at gøre dig klogere på mennesket på en underholdende og overraskende måde.
Det var en succes
Besøget på Moesgård Museum var en succes.
Begge børnebørn var både nysgerrige og videbegærlige. De sad interesserede og lyttede til, hvordan istiden skabte landskabet i Danmark, og de brugte flittigt den interaktive læring, hvor man placerer et lille objekt ved siden af den figur, som man gerne vil høre noget om, hvorefter historien bliver fortalt.
Børnene gik hurtigt fra rum til rum for at se det hele - vi andre kunne nok have brugt lidt længere tid hvert sted - men de var interesserede, nysgerrige og spørgende. Det var en god oplevelse.
Grauballemanden
Vi havde snakket med børnene om Grauballemanden, som er i kælderen på Moesgård Museum.
Grauballemanden er fundet i en mose, og kaldes derfor et moselig. Man mener, at Grauballemanden blev ofret til guderne. Selvom Grauballemanden har ligget i en mose i 2000 år, er han meget velbevaret - ja, faktisk verdens bedst bevarede moselig - og befinder sig altså i kælderen på Moesgård Museum.
Vi fortalte børnene, at det kunne være lidt uhyggeligt at se Grauballemanden, men den lille mand på 5 år var kæphøj i bilen på vej derop og skulle selvfølgelig se ham, for det turde han godt.
Men da vi gik ned ad trappen til kælderen, hvor Grauballemanden ligger i en glasmontre, var han alligevel ikke helt så sikker.
Han overvandt dog sig selv og holdt bedstefar i hånden, mens de kikkede ind i glasmontréen.
På vejen hjem snakkede han med sin mor i telefonen og sagde med sej stemme: “Han var da mega kedelig, ham Grauballemanden”
Efter næsten tre timers besøg på Moesgård Museum blev der lige tid til en is, inden turen gik hjemad.
Vi snakkede om deres oplevelser på vejen hjem, og det var vores indtryk, at de havde haft en god og lærerig dag - de snakkede endda om, at de gerne ville have far og mor med næste gang, så de kunne vise dem alle tingene, som de havde oplevet.