Turen gik til Endelave
Gratis med færgen
Der er gratis færgetransport til flere af vores øer i august og september 2021
Vi benyttede os af det gode tilbud og tog turen til Endelave sammen med en lille flok seniorer.
Turen tager godt og vel en time fra Snaptun, og under overfarten nød vi den medbragte kaffe og rundstykker på dækket.
Efter ankomsten til Endelave gik vi en lille walk and talk tur - nogen fandt en bænk midt i solen i læ for vinden, mens andre gik videre ad de snoede veje i den smukke natur.
Traktortur
En times tid senere sad vi I anhængeren på en traktor, som kørte os hele vejen ud til det øvre af Endelave.
Her var en betagende, flot og uspoleret natur med masser af fuglevildt og vilde kaniner - de vilde kaniner så vi ganske vist ikke nogen af, men de mange huller fortæller, at her er der mange kaniner.
Vi kørte forbi smukke lyngarealer, brombærkrat med mørke næsten sorte bær lige klar til at spise og krydderurter til at lave julesnapsen med.
Traktorføreren - en ægte “endelavist” - stoppede traktoren og fandt en plads i solen, hvor han fortalte om livet på Endelave - naturen, dyrelivet, beskæftigelsen, indbyggerne - ja, i det hele taget om øen som den var engang, og som den er nu.
Frokost på kroen
Efter en blæsende tur i traktoren havde vi bestilt bord på kroen, hvor vi fik serveret en lækker frokost - jeg havde bestilt en pariserbøf, mens andre havde bestilt stjerneskud.
Både pariserbøf og stjerneskud var meget lækre og i ekstra large størrelse, så der var ikke levnet megen plads til aftensmaden derhjemme.
Lægeurthaven
Veltilpasse og mætte gik turen til fods fra kroen til lægeurthaven, hvor der var mulighed for et se, røre og dufte til hundredevis af lægeurter, som er brugt gennem tiden.
Der blev også tid til en kop kaffe i den hyggelige cafe i lægeurthaven, inden vores lille gruppe bevægede sig ned mod færgen for at vende tilbage til fastlandet.
På gensyn Endelave
Endelave var en god oplevelse, og kan bestemt anbefales, hvis du ikke har været der.
Det har været en dejlig, dejlig tur i tørvejr, smuk natur og dejligt selskab - vi tager gerne turen en anden gang.