Brat afslutning på badmintonsæsonen

Tirsdag formiddag var jeg dybt koncentreret i en badmintonkamp, da jeg i et forsøg på at nå en bold trådte tilbage og faldt over mine egne ben.

Jeg kunne med det samme mærke, at det ikke var godt, da jeg lå på gulvet i smerte.

Søde medspillere kom mig straks til undsætning, men det blev hurtigt klart, at jeg ikke kunne komme på benene, så der blev ringet efter Falck.

Det var brandærgerligt at blive kørt fra banen på en båre, men jeg havde stadig et håb om, at det kunne være en forstuvning, så jeg snart kunne være klar igen - der er trods alt to måneder tilbage af sæsonen.

På sygehuset gik der ikke længe, inden der kom en læge og undersøgte mig og sendte mig videre til røntgen. Her var der syn for sagen: Anklen var godt og grundigt brækket.

Den unge længe konfererede med bagvagten, om der skulle opereres og sættes skruer ind, men det blev besluttet, at jeg kunne “nøjes” med en støvle i fem uger.

Lægen fortalte, at jeg måtte gå på foden alt det, jeg kunne, så jeg var fortrøstningsfuld, da jeg kækt svingede benet med støvlen på ud over kanten på sengen.

Av for pokker, det gjorde ondt. Der var ingen mulighed for at støtte overhovedet, og jeg blev derefter udstyret med to krykkestokke. Hvis ikke jeg var kommet til skade i forvejen, ja, så er jeg helt sikker på, at det nok skal gå galt med sådan et monstrom i hænderne. Dem er jeg bestemt ikke gode venner med.

Ketcheren ligger stille resten af sæsonen

Så kom jeg endelig op af fortrappen til stueetagen - mangler endnu en etage inden nat

Sønnike og svigerdatter sørgede for, at vi fik lækker sandwich til aften

Drama i badet

Onsdag morgen hjalp manden i huset mig ud på badeværelset, så jeg kunne få et tiltrængt bad, og klogeligt nok havde han placeret en skammel, som jeg kunne sidde på under bruseren.

Jeg kom desværre aldrig så langt, at der blev åbnet for vandet.

Jeg blev nemlig så dårlig, at jeg besvimede, mens jeg sad splitternøgen på skamlen.

Der blev hurtigt kaldt op til datteren, som heldigvis ikke var kørt på arbejde endnu. Hun kom springende (fordel ved at bo så tæt)., men det kunne ikke lade sig gøre for dem at få mig flyttet ud fra badet.

112 igen

Der måtte ringes til Falck igen, som kom inden for 10 minutter. De søde falckfolk startede med at sige: Ja, I har da ikke gjort det nemt for os”, da de så mig hænge i i brusenichen, hvor der normalt kun er plads til én person.

Der blev igen taget professionelt hånd om mig, og jeg blev bakset ind i sengen til nærmere undersøgelse. Jeg blev grundigt undersøgt både med blodtryk, hjertediagram og det hele. Der var enighed om, at det simpelthen var smerterne, der gjorde, at jeg besvimede.

Der blev også med hjælp fra akutlægen i røret lagt en plan for en god smertedækning, så jeg kan komme op fra sengen. Det er nemlig vigtigt, at komme op og få cirkulation i kroppen, så jeg ikke ender med at få en blodprop.

Ros til systemet

Jg er dybt taknemmelig for at bo i smørhullet Danmark.

Endnu engang har jeg mærket, at vores system virker.

Tænk, hele to gange på to dage har de rykket ud for at hjælpe lige mig, og hjælpen kom hurtigt begge gange.

Jeg blev modtaget og behandlet af professionelle læger og sygeplejersker, som ganske vist havde travlt på akutafdelingen med ting der var værre end en brækket ankel, men alligevel evnede både læger og sygeplejersker at sætte lige mig i centrum og give mig den professionel hjælp og omsorg, som jeg havde brug for.

Og ikke mindst min private hjemmepleje a’la manden i huset skal have ros.

Jeg bliver serviceret i alle ender og kanter, så intet er skidt, uden det er godt for noget.

Tusind tak for det.