Weekend
Relaxing, gode venner på besøg, go nuts, havevandring
Endnu en weekend I slow tempo - halvdelen af tiden med benet oppe.
Det går dog fremad med den brækkede ankel - og heldigvis også med armen, selv om den ikke er god endnu. Jeg har været hos fysioterapeut og fået tre gange giga laser behandling på skulderen i denne uge, og jeg synes faktisk, at det har hjulpet.
Nu glæder jeg mig til snart at få støvlen af - på tirsdag er der kun en uge tilbage. Derefter venter et genoptræningsforløb, som jeg glæder mig til at komme i gang med, så jeg kan begynde at se frem til den kommende badmintonsæson.
Gode venner på besøg
Gode venner fra Fyn var på vores kanter sidst på ugen, og ville gerne kigge forbi. Vi inviterede derfor på en gang mad til frokost - leveret fra det lokale sundhedshus. Menuen var kalkun med nye kartofler og champignon-bacon sauce plus lækker forårssalat. Virkelig lækker mad lavet helt fra bunden.
Gravearbejde
Mens en god ven hjalp manden i huset med gravearbejde i forbindelse med kloaksepareringen i huset på den anden side af gaden, satte jeg fru Zaco i gang med støvsugningen, mens jeg selv sad med benene oppe og derefter gik i køkkenet og lavede et lager af sundt slik.
Go nuts
Proteinkuglerne er altid gode, men denne her snack synes jeg er den bedste. Laves i en form og opbevares i køleskab - skæres i mundrette bidder, efterhånden som den spises.
Mens jeg var sengeliggende gjorde jeg stort indkøb af forskellige nødder, som blev leveret direkte til døren.
Mandlerne brugte jeg til min yndlingssnack, og cashewnødder bruger jeg hver morgen på den grønne grød - og tager samtidig tre stk. paranødder, som er sprængfyldte med mineraler som selen og magnesium.
Cashewnødderne bruger jeg også til at lave lækre, sunde dressinger til en god salat.
Et par håndfulde nødder blendes med lidt vand, tilsættes et stort skvæt olivenolie, salt, peber og citron - og wupti har du den lækreste, sundeste dressing til salater, stegte grøntsager m.m.
D vitaminer fra oven
Vejret var skønt i weekenden, og jeg nød at sidde lidt i solen og suge D-vitamin til mig.
Foråret er for mig den skønneste årstid, og jeg bliver lige overrasket hvert år over at se, hvor smukt naturen folder sig ud.