Hist hvor vejen slår en bugt
Keramik med sjæl - By Helle Nørby - Keramiker
Ude på landet, bag den vildeste, blomstrende have ligger Helle Nørbys hyggelige værksted.
Smukke udsmykningssten ligger hist og pist mellem fliserne med patina i den lille have, og leder hen til den åbne dør til det hyggelige værksted.
Der er en helt særlig stemning, som emmer af ro og fred på dette skønne sted.
For nogle år siden var jeg sammen med min datter på en workshop hos Helle Nørby, hvor vi lavede vores egne udsmykningssten. Det var en fantastisk dejlig oplevelse at møde Helle, og det var balsam for sjælen at arbejde med det bløde ler og få så smukke ting med hjem til haven. Jeg fik lavet syv smukke udsmykningssten - alle forskellige - én til hvert barnebarn, og stenene ligger nu og lyser op i vores have.
En verden af unikke værker
Ikke to er ens.
Jeg er selv så heldig at eje nogle af Helle Nørbys smukke værker. Jeg nyder mit spejlbassin dagligt, som står lige udenfor vinduet. Fuglene elsker at bade i det og bagefter flyve op i paradisæbletræerne, hvor et par smukke mejsekugle-tag hænger og tilbyder mejsekugler gennem vinteren.
Her finder du en personlig gave
Jeg var ude efter en speciel fødselsdagsgave og besøgte det hyggelige værksted igen. Det var som at komme i en slikbutik - jeg havde stor lyst til at købe flere af de smukke ting. Specielt forelskede jeg mig i en bakke med smukke kakler - perfekt til stearinlys i den mørke tid, men også som minispejlbassin i haven, på altanen eller terrassen.
Jeg endte med at købe zinkbakken med de smukke kakler, og jeg kan fortælle, at fødselaren blev så glad for den gave.
Hvis du har brug for en personlig gave - eller bare vil forkæle dig selv - så kan jeg kun anbefale at lægge vejen forbi By Helle Nørby - Keramik - døren er altid åben til det hyggelige værksted.