Weekend
Lidt vin, meget arbejde, antiinflammatorisk kost, det lysner med oprydningen
En forlænget weekend med rigtig meget arbejde i kælderen. Arbejdet skrider fremad, men vi må erkende, at vores kroppe ikke længere kan følge med til det, som vi gerne vil.
Vi startede ellers torsdagen med en gang træning i Fit & Sund, hvor vi lige har meldt os ind efter forløbet Sund for livet. Vi håber, at vi inden så længe må mærke effekten af at styrke kroppen regelmæssigt.
Den antiiflammatoriske kostplan
Vi følger for tiden en antiinflammatorisk kostplan - primært på grund af mandens ledproblemer. Den antiinflammatoriske kost skulle rigtig godt, hvis man har problemer med leddene.
Indtil videre følger vi planen 100 %, og det er forrygende god mad, vi får, så det er ikke svært at overholde planen.
Projekt oprydning
Det lysner med oprydningen.
Jeg har fundet motivation i Abelone Glahns nye bog “Skal du ta’ det hele med dig” (annonce). Et af vores kælderrum, som så totalt håbløst ud for kort tid siden, er nu ved at komme frem i lyset.
Undervejs har jeg dvælet ved flere ting, som vækker minder. Jeg fandt blandt andet en håndstrikket trøje med tilhørende hue, som min søster har strikket til vores ældste søn, da han var et par år. Den er så fin lavet, men garnkvaliteten var en anden dengang, så jeg tror ikke, at nogen vil putte deres små børn i den stikkende trøje i dag.
Jeg sælger også samtidig ting på Facebook Markedsplace og DBA, og også på @seniorhjem, så der klinger lidt mønt ind engang imellem - kun i det små, men dog til en flaske vin i ny og næ til vores nye vinrum, når det engang er færdigt.
Så er lampen hel igen
I løbet af ugen fik jeg taget mig sammen til at bestille reservedele til vores italienske lampe Luceplan Hope. Nogle af acrylbladene var revnet, og et enkelt brækket helt af. Det kunne der heldigvis rådes bod på, for det er nemlig så smart, at man kan bestille bladene enkeltvis, hvis de går i stykker.