Weekend, pinse
Pinse på matriklen, trappeformlen, oprydning, fars dag, pinsehygge
Pinsen blev nydt hjemme på matriklen i selskab med ombygning, oprydning og afslapning i haven i det gode vejr.
Kender du trappeformlen?
Du tænker sikkert ikke over det, når du går ned ad eller op ad en trappe, men trinhøjden og trædefladen betyder utrolig meget for den perfekte trappe, som føles naturlig at gå på.
Derfor findes trappeformlen, som er en formel til at udregne trinafstandene til den perfekte trappe.
To eller tre trin ned
I vores nye tilbygning bliver der to eller trin ned til henholdsvis badeværelse og viktualierum i kælderen, men på grund af de forholdsvis små rum, kan vi ikke opfylde trappeformlen. Vi skal derfor finde et kompromis med enten to højere trin, eller tre lavere trin og en mindre trædeflade.
Det har vi diskuteret en del, og det er endt med, at vi laver tre trin.
Hvor mange håndklæder skal man have?
Jeg går grundigt til værks med oprydningen, og turen var kommet til øverste hylde i et af skabene.
Hylden viste sig at indeholde håndklæder - massevis af håndklæder.
Hvor mange håndklæder skal man så have? - I hvert fald ikke 76, som jeg talte.
Sengetøjet blev også grundigt sorteret og affaldssækkene blev stille og roligt fyldt op.
Moden skifter
Mandens bukser fra flere årtier kom også frem i lyset, og lidt modvilligt gik han manequin og prøvede alle bukserne.
Selv om mange af bukserne er pæne, er der altså noget, der fortæller, at de er fra en anden tid. Tiderne skifter, og snittet bliver anderledes. Jeg synes altså godt, at han må se lidt “moderne” ud.
Efter lidt snak frem og tilbage fik jeg lov til at aflive de fleste af bukserne fra en svunden tid 😊
Og pinsesolen dansede
Vejret var fantastisk, og vi nød rødvinen i haven under nøddetræerne, mens vi mindes dengang vi var unge og spiste rundstykker pinsemorgen på restauranten i Aabjergskoven og roede en tur på Bygholm sø - dejlige minder at have.
Fars dag
Fars dag blev selvfølgelig husket.
Sønnike inviterede far på en øl i haven og en far og søn snak, mens datteren kom på besøg med en røget ål, som er hendes fars livret.
Træning 2. pinsedag
2. pinsedag startede med et telefonopkald fra ældstesønnen i New Zealand. Dejligt at snakke med ham og høre, hvordan det går med dem alle sammen.
Vi glæder os til snart at bestille billetter til en rejse til New Zealand primo 2023.
Resten af dagen blev brugt på kælderen og fortsat oprydning - og sidst på eftermiddagen besluttede vi at tage i træningslokalet, da vi er forhindret i at komme der tirsdag, som vi plejer.