Weekend vibes uge 20 - 2024
Ugen der gik: Oprydning i kælderen fortsætter, børnene har bryllupsdag, de sidste fliser i badeværelset er lagt, der er fuget, og taget på huset på den anden side er tæt
En uge med pinse og begrænsede indkøbsmuligheder, så vi skulle derfor være sikker på, at vi havde materialer hjemme til at komme videre med byggeprojektet og projekt tætning af tag.
Vi er nemlig så heldige, at låne ekstra hænder her i pinsen.
Rigtige venner
Gode venner er guld værd, og det har vi mærket ekstra meget i vores byggeprojekt.
Vores søde nabo brugte sin pinse på at færdiggøre murerarbejdet i badeværelset i kælderen, og en anden god ven af huset hjalp med færdiggørelse af tætning af taget på huset på den anden side af gaden.
Vi er meget meget taknemmelige.
Vi krydser nu fingre for, at taget nu er tæt, så vi kan få lejligheden gjort klar til i næste måned, hvor familien fra New Zealand ankommer.
Nem mad
Det blev ikke til den store pinsefrokost denne gang, men til gengæld nem mad - 3 middage ud af 1 kylling, ligesom der blev bagt en ekstra banankage til håndværkerne.
Oprydning fortsat
Mens der blev arbejdet både på den ene og anden side af gaden, kom jeg godt videre med oprydningen både i kælderen og første sal.
Turen var nu kommet til garderoben, hvor der blev sorteret godt og grundigt ud. Det ser voldsomt ud, men det er altså ikke altsammen tøj, som jeg selv har købt.
Jeg får nemlig genbrugstøj både fra min datter og svigerdatter, og det, som jeg ikke selv kan bruge, sender jeg videre.
Bryllupsdage i maj
Alle vores tre børn er gift, og bryllupsdagene skal selvfølgelig huskes.
To af parrene har bryllupsdag i maj, og den ene var i lørdags.
Jeg havde købt en lækker røget laksehale og en flaske bobler til parret, som de kunne hygge sig med i løbet af pinsen.