Nem og lækker mad til pinsen
En kylling - 3 middage
Vi skal arbejde på huset i pinsen, og der er ikke tid til de store gourmetmiddage fra køkkenet.
Maden skal for tiden være noget, der er nemt at tilberede, og gerne så der er mad til flere dage.
En røget kylling egner sig perfekt til dage, hvor madlavningen gerne må være nem. Kyllingen rækker langt og er lækker at spise både kold og varm.
Det er ikke alle steder, der ligger røgede kyllinger i køledisken, men spørg din slagter, om du kan bestille røget kylling. Alternativt kan du selvfølgelig bruge en almindelig fersk kylling.
Røget kylling i airfryeren
Jeg bruger min airfryer mere og mere, og derfor kom den røgede kylling også ned i skuffen ved 200 grader i ca. 30 minutter.
Hvis jeg havde vidst, at jeg kom til at bruge airfryeren så meget, som jeg gør, så ville jeg have købt en med to skuffer.
Tre middage for to
Røget kyllingelår med grøntsager
Burger med røget kyllingebryst
Røget kylling i asparges
Middag nr. 1
Første middag bestod helt enkelt af de lune lår fra den hele kylling, som havde fået 30 minutter i airfryeren - tilbehør af de grøntsager, som lige var i køleskabet - og lige et par nye kartofler fra dagen før.
Middag nr. 2
Anden middag var en burger, som var bygget op af en hjemmebagt burgerbolle - helt uden mel, smurt med en kikærtehumus, ovenpå skivede bolsjebeder, stegt sprøde på panden, røget kyllingebryst skåret i tern og lynsyltede rødløg. Dertil små tern af søde kartofler og skiver af et par friske, grønne asparges.
Middag nr. 3
Tredje middag blev til en stuvning med røget kylling i asparges. Jeg lavede en klassisk stuvning, som blev fyldt godt op af en dåse asparges og resten af kyllingekødet, som blev plukket i små stykker.
En tartelet til fyldet vil være perfekt, men ellers hvad der er i grøntsagsskuffen - lige vendt i en wok.