Visioner for det nye år og gensyn med gode øjeblikke
Frem med de gode oplevelser
Efter en dejlig nytårsaften med masser af god mad og vin tog vi det stille nytårsdag.
Nytårsdag er VORES dag - dagen hvor vi fejrer nytåret én gang til - kun os to, mens vi nyder resterne fra nytårsaften.
Det er også dagen, hvor vi tager syltetøjsglasset frem med de gode oplevelser, som vi har haft i det forgangne år. Hver fredag i løbet af året har vi nemlig skrevet ugens gode oplevelse(er) ned og puttet en seddel i syltetøjsglasset.
Det er faktisk en god øvelse - at samle på gode øjeblikke. Bedst som man synes, at det har været et l…. år, så gemmer glasset på mange gode oplevelser, som vi har glemt lidt i hverdagen.
Visionboard 2023
Vi har en tradition, at nytårsaften laver vi vores eget personlige visionboard for det kommende år. Det har vi efterhånden gjort i en del år. Det gjorde vi også i år, og det bliver spændende at se, hvordan det går med vores drømme og visioner i 2023.
Mens vi nytårsdag nød vores efter-nytårsaften fandt vi alle de tidligere visionboards frem. Det var sjovt at se, hvad vi drømte om dengang, og hvad der rent faktisk gik i opfyldelse.
Hvis du også har fået lyst til at have et glas fyldt med gode øjeblikke, så find et stort glas frem og start allerede nu.