Få nu ryddet op
Jeg siger det til mig selv igen og igen
Jeg ved jo, at få ryddet op vil give mig mere energi.
Kælderen er fyldt med arvestykker, møbler, malerier, nips m.m. - altsammen noget som jeg har svært ved at skille mig af med. Samtidig vil jeg ikke bytte noget ud i stuen med noget fra kælderen, så derfor burde ikke være så svært at få ryddet op i tingene - men det er det altså.
Mine forældre havde ingen problemer med at skille sig af med ting. Det kom vist naturligt, da de flyttede mange gange. Jeg tror, at de syntes, at der skulle noget nyt til, hver gang de flyttede i et nyt hus, og så er sådan en flytning bare en oplagt mulighed for at kigge på de ting, man omgiver sig med og spørge sig selv, om de er vigtige nok til at få en plads i det nye liv.
Nu er sagen den, at vi aldrig har prøvet at flytte. Vi har boet i det samme hus i rigtig, rigtig mange år og samlet utrolig mange ting.
Men nu skal det altså være.
Jeg har valgt at begynde med en flok gamle malerier, som vi har arvet fra forældre, svigerforældre, gammel moster m.m. Jeg har bestemt mig for at spørge et auktionsfirma om en vurdering ved at sende billeder af malerierne og kunstnernes initialer. Bare for at være sikker på, at der ikke gemmer sig en skjult skat.
Formentlig er malerierne ikke noget værd i økonomisk forstand, og så vil de gå videre til det lokale genbrugscenter, hvor de måske lige står og mangler en “skovsø”.