Familiedage i Skallerup klit
Her er plads til store og små - smuk natur og masser af aktiviteter
Vi har lige afsluttet en dejlig familieferie i Skallerup Klit Seaside resort. Det var dejligt med afslappet familietid ovenpå julen.
Vi boede i en dejlig stor hytte med plads til os alle sammen - 11 personer. Fra hytten var der direkte kik til vesterhavet over klittoppen lige uden for døren - sikke en udsigt til den rå natur i det frostklare vejr.
Der blev gået lange ture langs stranden og samlet sten og skaller. Nogen tog en længere løbetur, og andre kørte til Lønstrup ikke langt her fra, hvor der blev gjort nogle gode handler, mens andre slappede af med en god bog.
Til resortet hører også en bondegård. Her er der høns og geder, grise, kaniner og marsvin, som det er tilladt at røre ved. Børnebørnene er vilde med dyr, så der blev klappet og aet. Det store vandland blev også besøgt. Her er der god plads til både små og store vandhunde. Der var også forskellige kreative værksteder for børn, hvor børnebørnspigerne lavede deres egne hjemmelavede bolsjer. Den mindste var helt vild med det store legeland.
Fitness og sport & fitness nåede vi slet ikke, ligesom det lækre Romulus wellness. Vi bliver nødt til at komme igen en anden gang og måske lidt længere tid.
Skallerup Klit Seaside resort er virkelig en kombination af ro og afslapning og aktiv ferie, som varmt kan anbefales.