Weekend
Aflysning af julefrokost, fødselsdag m.m.
Så lukkede det meste af Danmark ned igen - også vores by.
En aftentur på strøget viste, at situationen tages alvorligt. Den flotte gågade, som er helt magisk med juletræer og de mange julelys, var næsten mennesketom.
Vi havde planlagt et fødselsdagsbesøg, som vi lavede om til et “køre forbi” besøg, hvor vi ringede på og afleverede gaven.
En planlagt julefrokost i næste uge er også aflyst - og såmænd også min egen fødselsdag den 23. december.
Vi håber, at alle er raske og eventuelt testede negativt, så vi kan holde juleaften sammen med børn og børnebørn her i gaden. Vi prøver at isolere os så meget som muligt indtil da.
Min elskede badminton er selvfølgelig også aflyst, så jeg må finde en anden motionsform herhjemme.
Det er nu, vi skal passe på ikke at få fat i coronavirussen. Smittetrykket er så højt, at det næsten bliver umuligt ikke at render ind i den på et tidspunkt.
Vi aner ikke, hvordan vi kan klare virussen, så vi vælger at tage vores forholdsregler.
Uventet besøg
Fredag kom dejlige mennesker forbi med en julehilsen til os. En meget fin dekoration med mange finurligheder. Den blev afleveret på trappen med en kort afstandssludder. Vi var enige om ikke at udfordre coronaen, så vi aftalte at mødes engang til næste år.
Søndag blev den fine dekoration tændt. Jeg beundrede den fine bakke med små spændende ting, som var gemt bag silkestof og gran, mens jeg læste det dejlige kort endnu engang.
En meget fin og kreativ gave, som uden tvivl er hjemmegjort - og med tanker for lige netop os - den slags gaver er de gaver, som varmer allermest.
Alt det man ikke ser
I denne weeekenden var manden i huset VVS’er. Der blev arbejdet med vandrør i kælderen, og jeg var arbejdsdreng og mental støtte for manden, som rodede rundt med rørtang og fittings.
Det er utroligt så mange ting, der er i sådan et byggeri, som ikke kan ses, men er så vigtige.
Jeg glæder mig nu mest til, at der bliver noget, jeg kan indrette, så jeg kan få overeblik over, hvad der skal gemmes, og hvad der skal videre.
Lørdag aften smovsede vi i økologiske lammeculotter , som jeg var heldig at finde på tilbud i sidste uge.
Desserten var mørk chokolade med pistacienødder, som jeg selv havde lavet.
3. søndag i advent
Så blev det 3. søndag i advent. Vejret var gråt og kedeligt, lysene blev tændt tidligt, og der blev skruet op for julemusikken.
En pose af de gode juleboller blev taget op fra fryseren og nydt sammen med en god kop kaffe i julekrusene. Hold nu op de smager godt de juleboller - du skulle prøve af lavet en portion - find opskriften lige her.
Working woman
Jeg havde også lidt arbejde, der skulle laves.
Arbejde? - jep, jeg er nemlig begyndt at arbejde 😍
Ja, sådan rigtigt - jeg er blevet skribent for et tekstbureau, og der var lige en opgave, som havde deadline mandag morgen.
Jeg synes, at arbejdet er spændende, men jeg skal lige vænne mig til at være bundet op af deadlines igen.
Indimellem skriveriet fik jeg tid til at bage de her knækbrød, som er vældig populære herhjemme.
Jeg fik også bagt mit alternative rugbrød med søde kartofler, så brødet i næste uge til frokosten bliver uden hvedemel og totalt glutenfrit.
Nu venter en ny uge med en lang liste af opgaver, som skal nås inden jul.