Genbrugsfund
Gå på skattejagt i genbrugsbutikken
Jeg har været på skattejagt i Blå Kors Genbrug.
Blå Kors Genbrugsbutik i Horsens er Danmarks største genbrugsbutik og har et kæmpe stort udvalg af næsten alle varegrupper.
Butikken er virkelig indbydende, og varerne er præsenteret både moderne og kreativt.
Jeg gik ikke efter noget bestemt, så jeg startede med at scanner butikken for, om jeg kunne spotte noget interessant.
Farvesortering
Tøjet i Blå Kors Genbrug er rent og pænt, kvaliteten er i orden, og prisen er lav.
Der er masser af tøj - også mærketøj - og tøjet hænger snorlige - sorteret i farver.
Mine øjne faldt straks på tøjet i de røde, lyserøde, pink farver, og stoppede op ved en smuk stribet nederdel i støvet rosa og grå farver - i lækker kvalitet og designet af Henriette Steffensen.
Den så ud til at passe i størrelsen, så den kom med i det store prøverum sammen med en matchende bluse i silke.
Jeg krydsede fingre for, at især nederdelen passede, for jeg synes virkelig, den var fin.
Det gjorde den
- perfekt - og et fund - synes jeg selv - kr. 35 for nederdelen og kr. 35 for blusen.
Nye duge
På grund af Coronaen har vi sat plader i vores runde spisebord, så vi kan holde afstand, når der kommer gæster. Det kræver en frisk dug på hele tiden, så jeg kunne godt bruge en ekstra.
Jeg satte derfor kursen mod dugeafdelingen, hvor der hang duge side om side i alle regnbuens farver. Alle duge kostede kr. 20 pr. stk.
Min passion for glas
Jeg kan ikke få nok af glas - og gerne farvede glas.
På min tur i butikken kiggede jeg efter pastelfarvede glas, men dem var der ingen af.
På vej ud fra butikken fik jeg øje på et rødt glas. Højrød er ikke lige min favoritfarve, men der var et eller andet over glasset, som jeg ikke kunne stå for. Prisen var kun kr. 4, så det måtte jeg have med hjem.
Fra rødt til hvidt
Efter at kigget nærmere på glasset derhjemme var det tydeligt, at glasset var malet. Jeg fandt en skuresvamp frem og fik stille og roligt slebet den røde maling af, og frem dukkede det smukkeste hvide, håndlavede glas. Det ligner et Costa Boda glas, men uanset hvad, er det et virkelig smukt glas.
Bedøm selv billederne før og efter
Der skal én ting ud, når der kommer én ting ind
Det er en god regel ikke at købe nyt, før man har skilt sig af med noget andet.
Jeg er selv i gang med at sælge ud af arvestykker m.m. og har fundet ud af, at det er dejligt at skille sig af med ting, som jeg ikke bruger længere og egentlig kun er rod. Jeg kan også mærke, at det bliver nemmere og nemmere at gøre.
Senest har jeg solgt min afdøde fars waders og gummistøvler. Det er ting, som mange havde ladet gå til småt brændbart eller måske til genbrug, men for mig føles det godt, at de her ting kommer til at leve videre et andet sted.
Lige nu glæder jeg mig til snart at lufte mit nye dress til i alt kr. 70
Grunde til at købe genbrug
Du sparer penge
Få råd til at købe kvalitet
Du er med til at skåne miljøet
Skab din egen unikke stil
Find unikke ting som ikke kan købes i butikkerne herhjemme