Mormormad
dinner transportable
For at hjælpe børnebørnsfamilierne er jeg begyndt at lave mormormad til dem engang imellem.
Jeg har lavet hakkebøffer, grydestegt kylling, karbonader og i denne uge var menuen boller i karry lavet fra bunden med et twist.
Bollerne blev lavet af økologisk okse- og flæskekød, og i sovsen sneg jeg en masse grøntsager.
Jeg nappede lige et par stykker til os selv, inden menuen blev bragt over på den anden side af gaden.
Måske får du også lyst til at lave boller i karry til aftensmaden?
Jeg er gået ud fra denne her opskrift og har lavet lidt justeringer:
Det skal du bruge:
Kødboller
500 g hakket kalv og flæsk - jeg brugte økologisk okse- og flæskekød (kan også laves med hakket kylling)
1 tsk. salt
1 løg - finthakket - jeg brugte et rødløg og et stort forårsløg
1 æg
2 dl mælk - jeg brugte kun 1 dl plantefløde
2 spk. hvedemel
Peber
Sovs
1 løg - jeg brugte rødløg
1 æble
2 spk. smør
2 tsk. karry - jeg brugte kun 1,5 tsk.
1 tsk. gurkemeje
2 spk. hvedemel
4 dl kogevand
1 dl fløde - jeg brugte kun 0,5 dl plantefløde
Salt og peber
Sådan gør du:
Rør det hakkede kød sejt med salt.
Kom det finthakkede løg i farsen sammen med æg og hvedemel. Krydr med salt og peber.
Tilsæt mælk eller fløde indtil du kan forme boller af farsen.
Stil farsen på køl i en halv times tid.
Kog ca. 1 liter vand op sammen med et par spk. grøntsagsfond, form kødbollerne og læg i vandet. Koges i ca. 8 minutter, når den sidste kødboller er lagt i vandet.
Tag kødbollerne op af vandet og læg dem på en tallerken - gem kogevandet til sovsen.
Hak løget fint og snit æblet i små tern. Smelt smørret i en gryde og sauter løg og æbler i et par minutter.
Tilsæt karry sammen med gurkemeje og hvedemel og rør rundt med et piskeris.
Pisk lidt efter lidt kogevand i og til sidst lidt fløde. Er sovsen for tyk, så tilsæt mere kogevand eller fløde.
Lad sovsen koge i ca. 5 minutter for at få melsmagen væk, smages til med salt, peber og måske mere karry.
Kom kødbollerne i sovsen og varm dem igennem i et par minutter.
Spises med fuldkornsris eller lige netop de ris, som du allerbedst kan lide.
Velbekomme.