Weekend
Sous vide, haven, rotter gå væk, æblebrud
Langtidstilberedt mad
Der har været dage med billig strøm, og jeg har haft gang i sous viden. Lørdag aften stod menuen derfor på culottesteg tilberedt ni timer i sous viden og derefter en hurtig tur i ovnen ved høj temperatur. Kødet var simpelthen så mørt og dejligt.
Der var heldigvis rigeligt af kødet, så søndagsmenuen var den samme.
Haven
Vejret var dejligt i weekenden, og vi benyttede lejligheden til at efterså græsplænerne både her og i huset på den anden side af gaden.
Vi fik også flyttet Jan.
Jan er en rhododendron, som står lige midt i vores store rhododendronbed. Den hedder Jan, forbi vi har købt den af en god bekendt, som hedder Jan.
Jan er den flotteste rhododendron i bedet og har en speciel flot blomst - helt lyserød og transparent. Den er lidt højere end de andre rhododendronplanter, som den står sammen med, så vi har længe overvejet at flytte den længere ned i haven og give den sit eget liv der.
Hullet blev gravet, og planten blev flyttet - manden fik brug for sine gode muskler.
Den var så flot, da den stod majestætisk på sin helt egen plads. Nu er vi spændte på, hvordan dan falder til. Vi krydser fingre for, at den finder fodfæste, og at den blomstrer næste år.
Tilbage står Lone - Lone er en stor rhododendronplante, som vi har fået af gode venner. Nu kommer hun til at udfylde hullet i bedet, men det tror jeg nok, at hun skal gøre med tiden.
Rotter gå væk
Sidste år fik vi nye kloaker, og lige siden har vi snakket om at få isat rottespærrer. Der bliver nemlig flere og flere af dem, og de ødelægger alt.
En historie fra det virkelige liv handler om et parcelhus i et af de nyere kvarterer, som har haft de ubudne rotter på besøg. De havde totalt ødelagt kloakrørene - og endelig fik vi nu gjort alvor af at sætte rottespærrerne i.
Jeg synes, at det er betryggende, at vi kan holde rotterne udenfor huset.
Æblebrud
Jeg prøver at finde forskellige opskrifter til at udnytte de mange æbler, som vi har i haven.
Denne weekend blev det til æblebrud - og hold da op, hvor de smagte godt.
Du får lige opskriften her:
Ingredienser:
2 dl vand
2 tsk. tørgær
1 dl skyr eller andet surmælksprodukt
100 g grahamsmel
400 g hvedemel
50 g smeltet smør eller lidt olie
2 spk. sukker
1 æg
1/2 tsk. kardemomme
1/2 tsk. salt
Fyld:
4 store æbler (revet)
2 æg
75 g nødder
75 g tørrede tranebær
Sådan gør du:
Bland alle ingredienserne sammen til dejen. Ælt i hånden eller på røremaskine. Dejen skal være fugtig og levende.
Dejen sættes til hævning med et fugtigt viskestykke over.
Vend dejen ud på det meldrysset bord og stræk dejen ud, så der kan blive plads til fyldet på midten. vend æbler, nødder og tranebær sammen og læg på midten af dejen. Slå de to æg ud oveni fyldet. Pak dejen sammen om fyldet. Hak nu dejen igennem med en dejspartel. Dejen er nu våd og klistret. Tag nu klumper af dejen og sæt på en bageplade med bagepapir.
Bag ved 220 grader varmluft i 15-20 minutter.
Nydes med koldt smør.