Weekend
Murerarbejde i kælderen, æbler, billig strøm
En god ven hjalp os lørdag med at få opmuret lysningen ind til det, der engang skal blive til vores viktualierum.
Det er nok de færreste, der tænker på, hvilket arbejde der ligger inde bag de nymalede vægge, når det engang står færdigt, men når man gør tingene selv, så ved man, hvor stort et arbejde der ligger i de forskellige ting.
Jeg glæder mig så meget til at få viktualierummet fyldt med dåsemad, rodfrugter, øl, vand og vin. Det bliver så lækkert at få et helt rum til de ting - lidt a’la et gammeldags spisekammer.
Udnyt strømmen
Det er med at udnytte strømmen, når den er billig - men inden du du går helt i sparemode, så tjek lige hvilken aftale du har hos dit elselskab.
Hvis du har et fastprisprodukt, sparer du nemlig ingenting ved at lægge dit forbrug efter de varierende strømpriser, men med en variabel løsning, kan du spare mange penge.
Vi har et variabel strømprodukt, og da strømmen var billig lørdag, og mens der blev muret i kælderen, benyttede jeg tiden og den billige strøm til at forberede mad den til kommende uge og få vasket og tørret tøj.
Lørdag eftermiddag fik vi besøg af yngstebarnebarnet, som gerne ville tjene en skilling ved at hjælpe os med forskellige ting. Vi fik ordnet forhaven, og vi fik skrællet æbler og skåret i både, som han fik med hjem til fryseren sammen med et par mønter for indsatsen.
Lørdagsdinner
Lørdagsmenuen var nem - en lille cuvettesteg, som var lavet i sous viden tidligere på ugen, hvor strømmen selvfølgelig var billig, blev hurtigt svitset på en varm pande i et par minutter.
Resultatet var helt perfekt. Lyserødt, smørmørt kød.
Sysler på en solrig søndag
Det er tydeligt, at det er efterår, men vejret var fantastisk flot denne søndag - utroligt at Nordjylland nærmest har haft vintervejr.
Vi arbejdede videre i kælderen søndag, hvor lysningen nu er færdig.
Nu er vi så langt, at rummet snart skal pudses, og så er der ikke langt igen, inden de flåede tomater kan flytte ind på hylderne.
Der blev igen startet for vaskemaskinen, vaskemaskinen og tørretumbleren, inden den billige strøm forsvinder igen.
Lidt oprydning og rengøring blev det også til, inden en gang kanelsnegle blev sat i ovnen.
Søndag aften var der kaffemøde i netværket influencer50plus, hvor der som sædvanlig var god energi over hele skærmen. Dejligt at mødes i det online forum med en flok engagerede kvinder.