Weekend
Ugen der gik, årets første juleappelsiner, julefrokost, småkager With Love, cafebesøg med en ung dame, der er en, der er forkælet her i huset, en tur på Borgerservice, fødselsdagssøndag
Ugen der gik
Det har været en travl uge, men midt i mørket tidligt en morgen, landede de første juleappelsiner, som spredte julestemning med både farver og duft.
Midt i ugen holdt vi en mindre julefrokost, hvor vi hyggede vi os med gode venner over god mad, juleøl og hjemmelavet snaps. Til dagens anledning havde jeg bagt det første hold småkager, som er en almindelig specie, men med et fint stempel på toppen med teksten “With Love”.
Jeg havde aftalt et cafebesøg med en af børnebørnspigerne, og hun fik selv lov til at vælge, hvor hun ville hen, og hvad hun ville have. Valget faldt på en cafe i byen “Heart & Soul”, som er en støtteforening med frivilligt og ulønnet personale. Overskuddet fra butikken går til trængte børn i Horsens Kommune. Det kan være hjælp til konfirmationen, til fødselsdagen, til sko og tøj - og sidst men ikke mindst til julegavehjælp, så mange som muligt kan få en glædelig jul.
Hvem er den bedste?
Ja, lidt misundelig kan man vel nok blive.
Manden i huset har fået sin egen julekalender i snart 40 år uden svigt.
Da yngstebarnet var omkring børnehavealderen begyndte vi at lave en julekalender til “verdens bedste far”. Traditionen hænger ved, og nu er barnet altså på den anden side af de fyrre.
Helt snydt bliver jeg ikke, for der er to stykker af den lækre hjemmelavede konfekt i hver pakke - og vi deler herhjemme.
Vigtigt! Fornyelse af kørekort
Jeg nærmer mig 70 år, og så skal kørekortet fornyes.
Jeg kan oplyse, at der kommer ikke nogen reminder fra kommunen - det skal man selv sørge for at huske.
Jeg havde bestilt en tid hos Borgerservice her i byen, og da jeg blev bedt om at vise mit kørekort, rakte jeg frisk telefonen frem hvor jeg har kørekortet liggende. Det blev ikke godtaget, det skulle være det fysiske kørekort. Det havde jeg selvfølgelig ikke med, så jeg måtte gå hjem igen. Den søde pige sagde, at jeg bare kunne hente det og komme direkte tilbage til hendes skranke.
Det gjorde jeg så, men straks kom en rådhusbetjent op på siden af mig. Det kunne ikke lade sig gøre at komme foran, for der var mange i kø foran mig. Jeg spurgte roligt, om jeg så skulle bestille en tid igen med MitID, men det kunne ikke lade sig gøre, da jeg jo allerede havde bestilt én tid. Det endte med, at jeg pænt måtte vente på, at det kunne blive min tur.
Det blev til halvanden time stående i et kedeligt venterum stopfyldt med mennesker, men denne gang fik jeg mit midlertidige kørekort med mig hjem.
Fredag igen
Det skulle egentlig hedde “endelig fredag”, men jeg synes altså, at det går så stærkt - det er fredag hele tiden.
Det var koldt derude, og der var gang i brændeovnen, mens vi nød fredagens rødvin og skrev ugens gode oplevelser ned og kom i syltetøjsglasset - og Borgerservice var ikke med her.
Fødselsdagsvisit
Lørdag tog vi på fødselsdagsvisit hos mandens fætter med en varmrøget laksehale og en juleøl i gaveposen.
Vi plejer gerne at komme forbi til hinandens fødselsdage. Vi nyder meget at have den tætte kontakt - vi trives godt i hinandens selskab, og det er det tætteste, vi kommer på at have søskende.
Et barnebarn fylder år
Vores teenager barnebarn her i gaden blev 15 år søndag, og vi var inviteret til eftermiddagshygge og aftensmad.
Familien har travlt i disse dage, for de rejser nemlig til New Zealand om nogle få dage for at besøg ældstesønnen, som bor der, men selvfølgelig skulle der holdes fødselsdag for sønnike.
Udenfor lå sneen tykt på gader og fortov, og haverne så idylliske ud, da vi gik de få skridt nedad gaden til fødselarens hus. Her blev vi mødt af duften af friskbrygget kaffe og æbleskiver og hyggelig julepynt på trods af, at familien om få dage rejser til den anden side af jorden.
Den unge mand havde ønsket sig penge overført til sin konto, så det var så nemt. Derudover fandt jeg en bog i kælderen, som har tilhørt min far. Titlen er “Turen går til New Zealand”, og jeg synes, at den var aktuel lige til ham.
Vi hyggede os hele familien med kaffe og æbleskiver, pakkespil, en tur på den nærliggende kælkebakke og til sidst en lækker burgermenu - hvor jeg spiste alt for meget.
En rigtig dejlig dag i det allerbedste selskab.