Weekend
Slowliving weekend, gode oplevelser i syltetøjsglasset, halvering af elregningen, status på matematikkuren
Det har været en weekend, hvor jeg er gået rundt om mig selv indtil flere gange.
Jeg har simpelthen ikke fået lavet noget som helst af det, som jeg havde tænkt mig.
De gode oplevelser
Fredag aften puttede vi som sædvanlig ugens gode oplevelser i syltetøjsglasset - og dem har der været et par stykker af i denne uge - hurra for det.
Vi kunne også glæde os over, at det har givet gevinst at være sparsommelig med elforbruget - eller rettere sagt flytte elforbruget til de rigtige tidspunkter, hvor strømmen er billig.
Resultatet kom fredag, hvor elregningen for sidste kvartal er HALVERET.
Det nytter altså at følge strømpriserne og bruge strømmen, når den er billigst.
En anden god nyhed var, at vi fik den gamle bil igennem synet.
Vi er ikke helt afklaret med, hvad den næste bil skal være - el, benzin, hybrid - så nu har vi to år til at finde ud af det. Så må det vist også være tid til at skifte den gamle dieselbil.
Kælderen
Vi lagde an til den sidste støbning i kælderen, men opdagede, at vi manglede nogle materialer. Efter en rundtur til de forskellige byggemarkeder uden held, måtte vi opgive projektet.
I stedet gik vi en tur og fik frisk luft i lungerne og sol i ansigtet.
Sommerdrømme starter nu
Jeg drømmer om at plukke favnen fuld af ærteblomster til sommer, og hvis det skal lykkes, skal jeg i gang med såningen nu.
De første frø er indkøbt, og sået i tomme toiletruller.
Hvis du også vil have duftende ærteblomster i favnen til sommer, ja, så er det med at få købt ind af frøene nu.
Du kan læse mere om mit projekt med ærteblomsterne i mit nyhedsbrev for marts måned, som udkommer den 1. marts.
Matematikkuren
Matematikkuren led et knæk i vinterferien og efter fætterens 75 års fødselsdagsfest med lækker mad og god vin.
Først nu - to uger efter - er vi på rette kurs igen, men vi er fast besluttet på at fortsætte ad den vej. Status er lige nu - 2,0 kg siden 22.01.2023