Weekend vibes uge 1 - 2024
Ugen der gik: Hvid januar, nytårskur, skoleven, velkommen hjem, nytårskoncert
Der har været fuld fart på den første uge i det nye år.
Det var dejligt at komme i gang med træningen igen efter en lille pause i juledagene. Vi er startet i motionscentret igen, og jeg har været på badmintonbanen og givet den gas.
Ugens anbefaling - hvid januar
Det har også været en uge, hvor vi igen har fokus på vores livsstil, og det afspejler sig i min første klumme for Horsens Posten.
Her er min anbefaling i årets første uge, at vi tager vores alkoholvaner op til revision og vælger at holde en hvid/tør januar - eller eventuelt bare tænker over, hvor meget alkohol vi indtager. Hvid januar er i øvrigt noget, som rigtig mange benytter sig af, og det gør det nemmere for alle at sige “nej tak” til alkohol.
Indtil videre går det godt hos os. Selvom vi har haft gæster, og været i byen, har vi valgt alkoholfri vin eller vand.
Nytårskur
Torsdag havde vi gode venner til nytårskur, hvor menuen var syv små retter plus dessert. Det var et stort arbejde at lave alle de små retter, men jeg elsker at lave mad og glædede mig til at servere noget særligt for mine gæster.
Gæsterne blev da også imponeret, og vi havde en dejlig aften, hvor vi skålede i alkoholfrie bobler og ønskede hinanden et godt nytår.
Skoleven
Vi har også i ugens løb været til møde om vores fremtidige frivillige job som skoleven.
Vi interesserer os en del for, hvorfor der er så megen mistrivsel blandt børn og unge, og måske kan vi blive lidt klogere på det, når vi får vores gang på skolen. Vi glæder os i hvert fald til opgaven.
Velkommen hjem
Lørdag bød vi velkommen hjem til mellemste søn og hans familie, som har tilbragt den sidste måned i New Zealand hos storebror, hvor de alle har nydt hinanden, og fætre og kusiner har lært hinanden bedre at kende.
Efter den meget lange rejse trængte familien til en god portion varm suppe og tarteletter.
Vi nåede lige at høre lidt om nogle af deres oplevelser, inden de måtte gå i seng for at få vendt tilbage til dansk tid. Allerede mandag morgen venter arbejdet og skolen igen.
Nytårskoncert
En dejlig søndag med solskin og frostvejr - og nytårskoncert i Forum Horsens arrangeret af Lions Club.
Vi nød en et glas bobler (jeg fik vand) og en lækker tapasbuffet, inden koncerten gik i gang.
Det var Odense Symfoniorkester, der leverede den fantastiske musik og Trine Gadeberg og Martin Brygmann, der var solister og konferencier.
Indimellem de smukke musikstykker fik vi rørt lattermusklerne med underholdning af Pelle 5 år og Tod fra Australien.
Efter et par dejlige timers underholdning tog vi turen hjem på gåben i den frostklare aften - en tur på ca. 45 minutter, så det var dagens motion.