Apr 10

Apr 10 Violen betyder noget særligt for mig

Tid til at mindes et kært menneske

Den blå viol med de hjerteformede blade er en af mine yndlingsblomster.

Jeg husker, at jeg drømte om, at min brudebuket skulle være en pude af duftende blå violer. Den drøm måtte jeg se langt efter, for jeg er gift den 25. august 😂

I mandags var det den 8. april og min farmors fødselsdag - og violerne er her lige nu - både under hækken og i græsplænen.

Jeg plukkede en lille buket ind i stuen, og sendte tankerne tilbage til den tid, jeg havde sammen med hende. Jeg havde desværre ikke så meget samvær med hende, da jeg var barn. Vi boede langt fra hinanden og sås kun med års mellemrum, indtil jeg var ca. 10 år, og vi flyttede tættere på hinanden.

Liv og glade dage hos farmor og farfar

Først da vi flyttede i nærheden af min farmor og farfar, fik jeg et tæt forhold til dem.

De levede et meget anderledes liv, end jeg var vant til derhjemme, og jeg nød at komme hos dem.

De var glade for gæster, og der var altid mennesker, som kom på uanmeldt besøg. Det kunne være naboerne eller farfars søskende. Min farfar havde nogle brødre, som de tit mødtes med over en frokost, en øl og en enkelt snaps.

Så kom grammofonen frem fra skabet, som stod i den fine stue, og musikken flød i huset, mens kaffen duftede fra den blå kaffekande i køkkenet.

En duft af honning

Når der ikke var gæster, var især farfar altid i gang.

De slyngede honning, både farmor og farfar, i den lille forgang i huset. Der var en helt speciel lugt. Min farfar havde nemlig bistader et sted udenfor byen, og kørte på sin knallert ud til bierne. Når honningen var slynget blev den hældt på glas med hans navn, kan jeg huske.

Når farmor ikke slyngede honning, sad hun gerne med et stykke håndarbejde i skødet.

Hun var eventyrlig god til at kniple og brodere. På et tidspunkt broderede hun en meget flot juledug til hver af sine svigerdøtre - en juledug som jeg har arvet efter min mor, og som i dag ligger i min skuffe.

God kemi mellem farmor og mig

Min farfar døde desværre for tidligt, men min farmor blev 94 år. Det var til hende, jeg knyttede de stærkeste bånd. Vi kunne - om jeg så må sige - “lide hinanden”.

Hun var god til at fortælle, og en af fortællingerne var, at farfar hvert eneste år plukkede de første violer til hende på hendes fødselsdag den 8. april.

Traditionen fortsætter

Min datter og jeg fortsatte traditionen med at give farmor de første violer på hendes fødselsdag, da hun flyttede i ældrebolig og senere på plejehjem. Vi plukkede hvert år en lille buket violer til hende og aflagde hende et fødselsdagbesøg.

Jeg har altid syntes, at det var en sød historie det med violerne, så nu plukker violerne til mig selv og lader tankerne vandre tilbage til farmor og farfar, mens den skønne duft af forår spreder sig i stuerne.

Jeg har husket at fortælle historien videre til mine egne børn - og jeg håber, at nogen vil komme med violer til mig, når jeg ikke selv kan plukke dem mere.