Hvor kommer vi fra?
Fortæl historien før det er for sent
Bedsteforældre er nøglen til familiens historie. Fortæl derfor din historie videre til børnebørnene, før det er for sent.
Som familie har vi fælles historie og savner sikkert de samme mennesker, der ikke er hos os længere. Husk at fortælle om de dejlige mennesker, vi har kendt.
Kig i gamle album sammen med børnebørnene
Gamle, støvede fotoalbum er guld værd. Find dem frem og lad børnebørnene mærke magien ved at bladre i familiens historie. Børnene har helt sikkert en masse spørgsmål, så hvorfor ikke invitere børnebørnene i fortællehjørnet og bytte Ipad’en ud med familiens egen historiefortælling.
Det er super hyggeligt for begge parter, og spændende for børnebørnene at få et lille indblik i bedstefar og bedstemors egen historie.
Hvis du er så heldig at have nogle gamle, håndskrevne postkort i gemmerne- ja, så ligger der også en lille historie her. Det er sjovt at læse højt for hinanden, og få et indblik i, hvordan livet var i det forrige århundrede.
Husk at skrive bag på billederne, hvem personerne er, og hvornår billedet er taget. Hvis der knytter sig en lille historie til billedet, så skriv det ned. Det vil være til stor hjælp, når engang i fremtiden der helt sikkert er nogen i familien, som gerne vil vide mere om deres rødder.