En bog er lukket
Tanker ved en bisættelse
I går var jeg til bisættelse. Jeg sagde et sidste farvel til en dejlig kusine.
Dødsfaldet var for mig pludseligt, men jeg kunne forstå på familien, at hun har haft det svært rigtig længe.
Vi sås ikke tit - der kunne gå år imellem - men jeg føler, at vi var ret tæt forbundne.
Jeg tog turen til Nordjylland sammen med to kusiner her fra området.
Vi tændte lys herhjemme ved morgenbordet og snakkede lidt om dem alle sammen, som ikke er her mere. Det sværeste er at snakke om dem, som døde alt for unge. Heldigvis har vi alle de dejlige minder om dem, som ingen kan tage fra os. Husk at få fortalt minderne videre til børn og børnebørn, så de ved, hvem bedstefar/bedstemor, faster, moster, onkel eller oldefar/oldemor var, selvom de aldrig har mødt dem.
Det er naturens gang at miste sine forældre, men det kan være svært for andre at forstå, at selv om de var gamle eller syge, rammer sorgen alligevel hårdt.
Vi havde besøg af en god ven forleden dag, som lige har mistet sin mor på 94 år. Han sagde, at selv om han burde være forberedt, kom det alligevel bag på ham, da han fik opringningen om, at hun ikke var vågnet om morgenen. “Jeg var sikker på, at hun ville blive 100 år”, sagde han.
Jeg savner stadig mine forældre, som døde for en del år siden. De blev pænt gamle, men jeg var alligevel ikke forberedt, da det skete. Der gik seks år fra min far døde, til jeg åbnede hans taske, som han havde haft med på sygehuset. Først på det tidspunkt var jeg klar. Jeg mistede noget, da de døde.
Jeg mistede muligheden for at høre mere om mine rødder og min egen barndom. Jeg mistede min mor - hende der hjalp mig uendelig meget, da jeg selv blev mor som helt ung. Min far som altid stod klar til at hjælpe med at køre børn til fodbold, køre affald væk og altid stod klar med murerskeen, når vi havde brug for det - han er her ikke mere.
Jeg er pludselig ingens barn længere, og jeg er selv den næste i rækken. Det giver mig tanker om, at tiden er kostbar og skal bruges rigtigt.
Besøg på skovkirkegården
