Tanker om kirkegårdene

Påsken falder i denne uge og betyder traditioner for de fleste.

En af traditionerne for os er at besøge kirkegårdene, hvor vores kære ligger.

Vi besluttede at sætte lørdag eftermiddag af til en tur rundt til vores kirkegårde.

Der var købt rigeligt ind af små påskeliljer, som skal lyse lidt op på gravstederne og fortælle, at vi har været der.

Især min svigerfar gik meget op i, at der blev sat blomster på gravstederne til højtiderne.

Nogen kommer der - andre gør ikke

Kirkegårdene er en del af vores kulturarv, men folk har det forskelligt med at komme på kirkegården.

Nogen kommer der tit - andre gør det aldrig.

Min svigerfar kom der tit - i hvert fald en gang om ugen. Han er vokset op med kirkegården næsten i baghaven.

Hans far var nemlig stenhugger, og han har fortalt, hvordan han gik med sin far til kirkegården, når der skulle sættes sten. Han hjalp også somme tider med at lægge bladguld i navnene på gravstenene eller tegne bogstaverne op.

Min svigerfar kunne godt kunnet lide at komme på kirkegården, og sørgede selv for, at familiegravstedet var renholdt og i orden. Han tog også tit vores børn med, da de var små, så det var en naturlig ting at komme på kirkegården for dem.

I dag hvor det er os, der står for familiegravstedet, sørger gartnerne på kirkegården for at holde gravstedet pænt og i orden. Det er en ordning, som svigerfar sørgede for, inden han døde.

For nogen er det en selvfølge at besøge kirkegården - for andre er det uden betydning - eller måske for hårdt?

Hvad gør vi?

Vi holder traditionerne med at komme på kirkegården til højtiderne og mærkedage, som svigerfar ville have gjort, men vi er ikke så glade for at komme der.

Det gør os triste til mode at se en søster/svigerinde og svogers navn indgraveret på gravstenen.

Det er helt forkert - vi skulle jo mødes til påskefrokost i stedet for og snakke om “kan du huske dengang……” sammen med en god latter.

Min mor og far ligger på skovkirkegården. Her ligger de sammen med græsset, der gror vildt sammen med masser af forårsblomster. Når forårsblomsterne er afblomstret, bliver græsset slået sommeren igennem, men ellers er det naturen, der råder.

Råvildtet kommer også gerne og napper af blomsterne på gravstederne. Min far, der var jæger, sagde engang til mig, at råvildtet gerne måtte gå på hans grav.

Til gravstedet er der gravet to vaser ned, så mor og far også kan få et par små påskeliljer.

På familiegravstedet ligger både børn, unge og gamle

Denne kampestensmur har min svigerfar været med til at lave, da han var ung

På skovkirkegården vokser forårsblomsterne vildt

Smuk udsigt ved bedsteforældrenes gravsted

Et smukt gravsted over en vi savner rigtig meget

Gør noget ved de tomme kirkegårde

Alle de kirkegårde, som vi besøger, er meget forskellige.

På familiegravstedet, som ligger på landet, er der efterhånden langt mellem gravene. Det ser tomt og trist ud.

Jeg kunne godt tænker mig, at der blev nytænkt omkring kirkegårdene.

Jeg vil ønske, at der blev skabt et terapeutisk miljø med for eksempel en mere luftig og duftende beplantning - noget med græsser, buske der tiltrækker insekter og for eksempel kæmpe Verbena, der står og vajer i vinden.

Jeg kunne også ønske, at der var flere bænke, så man kan sidde i solen og måske nyde en medbragt kop kaffe, mens tankerne går til de kære.