Weekend vibes uge 30 - 2024
Ugen der gik: Hverdag igen, på kirkegårdene, kaffebesøg, træning igen, T-tallerken, byggeprojektet, fødselsdagssøndag
Hverdag igen
Så blev det hverdag igen.
Familien fra New Zealand er nu hjemme i deres hverdag igen, og vi er i vores på den anden side af jorden.
Jeg må indrømme, at jeg følte mig meget tom efter vores farvel til familien i København, og energien var helt på nulpunktet.
Besøg på kirkegårdene
Vi brugte derfor tiden på at køre en tur på kirkegårdene - en af vores bør-opgaver.
Besøgene på gravstederne var noget af det, som min svigerfar satte meget højt, så det er noget, som vi har taget til os, selv om han kom på kirkegårdene noget oftere end os.
På vejen snakker vi lidt om, hvad der mon skal ske med vores gravsteder i fremtiden?
Jeg har på fornemmelsen, at vi er de eneste, som kommer der, og hvad sker der så efter os?
Jeg er ikke så glad for at snakke om døden, så jeg skubber spørgsmålet lidt endnu, men der skal jo tages fat på det snart. Hvordan håndterer vi (jeg) lige det?
Kaffebesøg
Efter vores besøg på kirkegårdene kørte vi forbi mandens fætter og hans kone til en kop kaffe og en snak.
Vi hyggede os på deres dejlige terrasse med en god kop kaffe, hjemmebag og et glas køligt rosevin.
Vi fik også lige en rundvisning i deres skønne have med masser af blomster og et drivhus, der bugner af tomater og agurker.
Vi var heldige at få masser af skønne solmodne tomater og agurker med hjem til frokostbordet.
Jeg mindedes, da både mine forældre og mine svigerforældre havde drivhus. Det er altså noget helt særligt at spise hjemmeavlede tomater og agurker, som er lune fra solmodningen.
Træning
Vi har fået fat i den sunde livsstil igen.
Vi har fået gang i motionen og træner fast to gange om ugen i motionscentret, hvor vi bruger de intelligente maskiner.
Samtidig har vi skruet op for den sunde mad.
T-tallerkenen
Jeg har fået fat i et par T-tallerkener, som hjælper os med at få de rette mængder af protein, kulhydrater og grøntsager.
Når tallerkenen er fyldt, så er det nok til et måltid, og selv om jeg er meget madglad, så kan jeg faktisk blive mæt af sådan en portion.
Byggeprojektet
Vi blev næsten færdige med gæstebadeværelset i kælderen, inden vores gæster kom fra New Zealand, men desværre nåede vi ikke gæstetoilettet i stueetagen. Det betyder også, at toilettet i kælderen ikke kan sluttes til - de to toiletter skal nemlig sluttes til samtidig, når det gamle toilet i stueetagen fjernes.
Det gik o.k. med det gamle toilet og vores gæster, som til gengæld kunne tage bad i det nye badeværelse i kælderen.
Nu er gæsterne rejst, og vi er tilbage i hverdagen og byggeprojektet.
I denne weeked har vi fået sat pladen op, som skal dække cisternen i gæstetoilettet i stueetagen, der er ekstra isoleret og begyndt på at sætter plader på forskallingen.
Jeg glæder mig så meget til, at begge toiletter virker. Ingen kan nemlig forestille sig, hvad de små rum kommer til at betyde for vores hus.
Når de nye toiletter virker, så bliver det gamle toilet nemlig brækket ned, og vi får en stor entre i stedet med stort lysindfald. Det bliver en kæmpe forskel for huset.
Men… jeg må væbne mig med lidt tålmodighed lidt endnu.
Fødselsdagssøndag
Vejret viste sig fra den gode side, da vi fejrede svigersønnens fødselsdag søndag.
Der var dækket op med et lækkert kagebord, og familien hyggede sig i et par timer.
Det var starten på flere fødselsdage, som kommer i de kommende uger.