Fremtidsfuldmagt på 10 minutter
og på den billigste måde
Repost: Efter dette indlæg er skrevet har jeg fundet ud af, at fremtidsfuldmagten kan oprettes helt gratis på www.tinglysning.dk . Du skal dog altid betale kr. 300,00 til notaren for tinglysning af dokumentet.
Vi har længe snakket om at få lavet en fremtidsfuldmagt.
Det virker mindre belastende og er en gensidig tillidserklæring at lave den nu, mens vi er sunde og raske både fysisk og mentalt.
Vi har desværre i både familie og omgangskreds set eksempler på, hvor svært det kan være, når ens partner bliver svækket mentalt. Det kan være meget svært at træffe beslutninger om praktiske og juridiske forhold som for eksempel umyndiggørelse, hvis sygdommen rammer. Det kan måske være nødvendigt at sælge huset og disponere over de økonomiske forhold.
En fremtidsfuldmagt sikrer, at det er de personer, som du selv vælger, der kommer til at varetage dine personlige og økonomiske forhold, hvis du bliver så syg og mentalt svækket, at du mister evnen til at træffe dine egne beslutninger.
Fremtidsfuldmagten bliver kun aktiveret, hvis du ikke kan tænke klart og er til fare for dig selv.
Fremtidsfuldmagten er digital og vil kunne ses af hele det offentlige system, så snart den er aktiveret. En fremtidsfuldmagt vil være en hjælp for din nære familie, som gerne vil hjælpe dig.
Der findes forskellige udbydere, men vi har valgt at kikke på to, som vi finder mest interessante - nemlig Testavia og Familietestamente.
Hos Testavia gør man selv hele arbejdet med at taste ind i en online formular - men det tager altså ikke mere end 10 minutter. Hos Familietestamente taler du personligt med en advokat og får fremsendt nogle spørgsmål - det tager heller ikke mere end 10 minutter.
Hos Testavia koster det kr. 750,00 for at bruge online formularen + kr. 300,00 til tinglysning af dokumentet. Er du kunde i Arbejdernes Landsbank, Pension Danmark eller medlem af et FH-forbund er det helt gratis for dig at oprette en fremtidsfuldmagt. Det koster dog altid tinglysningsafgiften på kr. 300,00
Hos Familietestamente koster det kr. 995,00 for advokatens arbejde, inkl. tinglysning af dokumentet. Advokaten fremsender spørgsmålene, som du skal svare på. Der er 14 dages prisgaranti, ligesom det er inkl. 12 måneders gratis rettelser.
Husk at fremtidstestamentet er personligt og kun kan gælde for én person.
Vi må se at beslutte os for, hvilken udbyder, vi skal vælge, så vi kan få tryghed for, hvem der skal varetage vores interesser, hvis vi skulle blive ude af stand til selv at gøre det.