Profil

Hej

Velkommen til min blog med mine ønsker om en sund og dejlig seniortid. Jeg vil dele mine tanker og oplevelser med dig på min rejse gennem seniortiden. Håber at du synes om bloggen og har lyst til at følge mig.

Weekend vibes uge 48 - 2024

Weekend vibes uge 48 - 2024

Ugen der gik: På banen igen, stjerneskud midt i ugen, black friday tilbud, juleklip, gløgg og æbleskiver, første fødselsdag i december

Endelig på badmintonbanen igen efter min hårdnakkede halsinfektion og efter en dejlig uge med familietid i Vejers.

Det var godt at få spillet igen og få sved på panden.

Jeg elsker virkelig det spil.

Dejligt at være på banen igen

Stjerneskud

Gode venner var inviteret til stjerneskud, et glas vin og en snak.

Stjerneskud er virkelig en nem ret, hvis man også gerne vil have tid til at tale med gæsterne.

Lækkert med et stjerneskud når man også gerne vil have tid til at snakke med gæsterne

Black Friday

Jeg ved, at jeg skal se mig godt for med black friday tilbud. Jeg er nemlig blevet snydt engang for flere år siden, så jeg er vågen overfor de mange tilbud.

Jeg gjorde en ekelt handel hos et firma, som jeg har handlet med før, og jeg har da også allerede modtaget pakken, som er en julegave til børnebørnspigerne i New Zealand.

Nu skal jeg så bare have den sendt afsted igen den lange tur down under.

Juleklip

Vi har heldigvis stadig børnebørn, der gerne vil have, at vi kommer til juleklip.

Vi delte os i to hold og skiftedes til at være i klasserne.

Der blev klippet og klistret på livet løs, og der var liv og glade dage på gangene i skolen, hvor både jeg selv og manden har gået for mange år siden.

Til juleklippedag med børnebørnene

Gløgg og æbleskiver

Efter juleklippedagen var vi inviteret til gløgg og æbleskiver hos gode venner.

Vi fik en hyggelig snak over den varme gløgg, de lune æbleskiver og de nybagte småkager.

Julehygge med hjemmebag

Første fødselsdag i december

Første fødselsdag i december var et barnebarns 16 års fødselsdag.

Det er ikke til at forstå, at det allerede er et par år siden, han blev konfirmeret, og nu helt tydeligt er blevet en ung og meget fornuftig mand.

Vi startede med hygge, gløgg og æbleskiver - og fødselaren pakkede gaver op.

Derefter blev vi udsat for en quiz for hele familien med indlagte små lege - fx hvem har den største overarm P, S eller bedstefar? - og fx hvem kan stå planken længst M, A eller bedstemor? 😂 - og ikke mindst hvem kan pille en clementin i ét stykke, som er længst - det kunne selvfølgelig mindstebarnebarnet.

Efter løjerne blev der talt op, og den, der havde flest rigtige kunne indkassere en flot gave.

Så var det tid til pizza.

Ind ad døren kom den største pizza, som jeg nogensinde har set.

Nøj, den smagte godt, sammen med den lækre hjemmelavede salat.

Det var en top hyggelig fødselsdag for den nu 16 årige.

Der var store gaver til fødselaren

Selvtilliden fejlede ikke noget i familiequizen

Det kræver fuld koncentration at skrælle mandarinen, så skrællen ikke går i stykker

Skrællerne blev målt op, så der kunne findes en viinder

Familiepizza - mega god ide til mange

Det var lækkert med frisk salat som tilbehør

Gør julen til hjerternes fest - ikke gavernes fest

Gør julen til hjerternes fest - ikke gavernes fest