Han er vild med tog
man bliver aldrig for gammel til at lege med tog
Jeg interviewede for nogle år siden en af vores gode venner og lavede denne livsbekræftende artikel med ham:
Han er vild med tog
Han ligner en stor glad dreng, som han står der på strømpesokker i blå kedeldragt og tager imod. Han mangler at trække i det ene ærme i kedeldragten. Håret er kraftigt, og de gyldne striber i det grå hår fortæller, at farven engang har været rød.
”Lad os gå udenfor”, siger Benny og vinker med hånden, mens han får kedeldragten helt på.
Nu skal vi se Bennys egen verden.
Interessen for tog skal findes tilbage til, da Benny var dreng. I ungdommen dalede interessen, men da Bennys far døde i 1983 havde han brug for at have noget at foretage sig og tog den op igen. Han startede i 1983 med at lave al jordarbejdet til den bane, som er her i dag. Siden er den blevet udbygget, når der har været tid og penge til det. Nu er han pensionist og har både tiden og pengene.
Togbane i haven
Han hanker op i et par aflange trækasser og går med raske skridt gennem bryggerset og ud i haven.
Haven ligner ved første øjekast en almindelig villahave med græsplæne, træer og buske, men ved nærmere eftersyn er der en vold af brosten og beton hele vejen rundt. Her gemmer sig en modeljernbane, skinnerne snor sig ca. 40 meter rundt i det kuperede terræn. To tunneller og to broer er der og et lille vandfald. Det hele i miniformat og alt sammen noget, som Benny selv har lavet.
Benny Mørch Pedersen fra Horsens stortrives som pensionist – allermest når han kører med damptog i haven
”Sådan et lokomotiv, som jeg har her, har jeg set til 3.000 Euro” (ca. 24.000 kr.), siger Benny og peger på damplokomotivet.
”Men jeg var heldig at få mit til 1.500 Euro” (ca. 11.000 kr.
Nix pille børnebørn
Togene er ikke legetøj for børnebørnene.
“Nej, de må ikke lege med damplokomotivet, men diesellokomotivet må de gerne få lov at køre med”, siger han. ”Man skal i hvert fald være konfirmeret for at få lov til at køre med damp, og så er det jo også dyrt – vognene koster 1.000 kroner stykket”, tilføjer han.
Benny springer let op fra græsset, hvor han har siddet på hug foran det lille damplokomotiv. Det varmer stadig op. “Jeg kan da lige hente diesellokomotivet”, siger man og er allerede på vej ind i huset.
Straks efter er han tilbage med endnu en kuffert, som indeholder et rødt lokomotiv. Det er diesellokomotivet. Det vil sige, det er elektrisk, men lydene er de rigtige. En styrepult i et hjørne af haven sørger for de elektriske installationer.
Benny sætter forsigtigt det røde lokomotiv ned ved siden af damplokomotivet. Så hægter han vogne efter. Nu sker der noget med damplokomotivet.
Så kører toget
Det ryger det op af skorstenen. Med et lille puf hjælper Benny damplokomotivet i gang. Så kører det. Dampen vælter op af skorstenen, mens toget kører gennem den første tunnel og videre ud i landskabet med miniaturetræer. Skrænterne er dækket af et grønt tæppe af vedbend. Benny er helt koncentreret, mens han styrer toget med fjernbetjeningen.
”Det mister tryk”, udbryder han pludselig. Straks er han henne ved lokomotivet. Han sætter sig på skrænten med vedbend. Han tager de hvide handsker på igen og undersøger toget nøje. Gassen er gået ud. Benny tænder igen med lighteren. Der bliver skruet og drejet på de små knapper, men nej, toget kører ikke.
“Det kan jeg ikke sige dig hvorfor. Så må vi køre med diesellokomotivet”, siger han.
Han går rask over plænen hen til det røde diesellokomotiv. Benny drejer på knapperne på styrepulten, og toget sætter i gang med vognene efter sig. Toget lyder som et rigtigt diesellokomotiv. “Du kan høre bremserne nu her”, siger Benny mens han bevæger sig hurtigt hen langs banen. Han sætter sig på hug igen. Der skal laves sporskifte.
Vild med legetøj
Det røde tog snor sig rundt i haven med god fart. Efter et par omgange er seancen slut, og togene bliver forsigtigt taget af skinnerne og lagt i kasserne igen.
Når Benny får tid, skal han have fundet ud af, hvad der er galt med damplokomotivet og have det repareret.
”Jeg synes, det er fascinerende. Det, som jeg godt kan lide, er at lave det. Jeg har altid været vild med legetøj”, siger Benny og afslører, at det næste legetøj han skal have, skal være et modelfly.