Weekenden
Samme tid - samme sted - samme skønne mennesker
Endnu engang har vi været til julefrokost sammen med fætre og kusine i det lejede sommerhus ved Vejers Strand, hvor vi har været de sidste par år.
Vi ankom torsdag, hvor os der ikke arbejder mødtes. Vi lavede en lækker middag og delte et par flasker rødvin efterfulgt af en god kop kaffe med hjemmebagte småkager.
Det sidste par ankom først fredag - selve julefrokostdagen.
Fælles familie
Som sædvanligt medbragte vi hver især mad og drikkevarer, og at dømme efter de medbragte retter og drikkevarer, kunne vi såmænd have været der en uges tid uden at gå sultne i seng.
Det var nogle utroligt dejlige dage, hvor vi fik snakket på kryds og tværs både om hvordan har vi det hver især, børn, hverdagen, fremtiden og fortiden med den fælles familiehistorie - og en smule politik 😊
Det er sammen med familien vi trives, sammen med inspirerende mennesker, som er glade og positive og fyldt med empati og overskud. Det er vores familie.
Råhygge ude og inde
Vejret viste sig både fra den gode og den mere regnfulde side, men der blev gået nogle lange ture - både i skoven og ved havet - både før og efter julefrokosten.
Købmanden i Vejers havde åbent, og traditionen tro købte vi fælles lottokuponer.
Indimellem traveturene slappede vi af i sommerhuset med en god kop kaffe med julesmåkager og en juleøl. Det var bare råhygge.
Vi måtte også konstatere, at vi er som de fleste unge, når vi sidder i sofaen - frem med mobilen eller Ipad’en!
En scanning af vores lottokuponer viste desværre, at vi ikke havde vundet denne gang.
Efter nogle dejlige dage gik turen hjemad søndag - fyldt op af dejlige oplevelser sammen med familien. Vi glæder os allerede til at mødes næste år - samme tid - samme sted - samme skønne mennesker.