Novembersamling - udsat
En dejlig tradition er i år udsat
I disse dage plejer vi at holde den årlige julefrokost med mandens familie i et stort sommerhus ved Vejers strand.
Sidste år måtte en enkelt melde afbud på grund af Corona, men i år er det desværre mere alvorlig sygdom hos en af deltagerne, som har gjort, at vi har valgt at aflyse dagene i sommerhuset.
Det er sammen med familien vi trives
Når alle er raske, mødes vi igen i sommerhuset.
Det er så livsbekræftende at være sammen med inspirerende, glade og positive mennesker, og vi er heldige, at være beriget med sådan en dejlig familie, som indeholder det hele.
Afslappede dage
Vi plejer at mødes torsdag eftermiddag til kaffetid. Efter at have fået os indlogeret, og nydt eftermiddagskaffen og årets første juleøl, hjælper vi hinanden med aftensmaden.
Efter kaffe og hyggesnak i stuen er vi som regel trætte og går i hvert vores soverum i det store hus.
Morgenmadstjans
Jeg står som regel for morgenmaden alle dagene, og det betyder tidligt op for at servere blødkogte æg, stærk juleost og det hele.
Efter morgenmaden plejer vi at finde traveskoene fundet frem, og turen går gennem skoven til Vejers strand og til Vejers by.
Julefrokosten
Sidste hold af familien, som stadig er på arbejdsmarkedet, dukker som regel op fredag ved 14 tiden, og julefrokosten plejer så småt begynde.
Menuen er en traditionel julefrokost, med sild, fiskefilet, julekål, flæsk, pølse m.m., og stemningen er høj mellem de lækre retter med grin og diskussion på kryds og tværs over bordet, mens familiehistorierne bliver vendt.
Dagen derpå
Dagen derpå mødes vi igen omkring morgenbordet med de blødkogte æg og juleosten.
Vejret har de sidste par år været flot med blå himmel - noget anderledes end i år, hvor der blæser nærmest en orkan ind over landet. Vi plejer igen at tage en walk and talk gennem den smukke og skov og langs stranden ind til Vejers by.
Strandgalleriet er blevet fast besøgssted, og ejeren husker os fra år til år.
Der er virkelig en dejlig atmosfære i Strandgalleriet, og Flemming Halds skulpturer, som fortrinsvis forestiller ældre mennesker i naturligt forfald, får altid smilet frem
Traditionen tro køber vi altid et par lottokuponer til lørdag aften hos købmanden.
Reste-julefrokost
Efter den lange travetur, og hjemme i sommerhuset igen, plejer folk at have god appetit, så efter en kop kaffe med julesmåkager og en juleøl i mørkningen, plejer vi at gå i gang med reste-julefrokosten.
Farvel og på gensyn
Søndag formiddag kører vi alle hjemad hver i vores retning - fyldt op af dejlige oplevelser sammen med vores dejlige familie.
Vi havde glædet os til dette års julefrokost, men helbredet er det vigtigste.
Lige nu nyder vi minderne om sidste års novembersamling og glæder os dobbelt til at mødes igen alle sammen - måske til en aprilsamlig?