Nov 1

Nov 1 En god weekend med taknemmelighed for det gode liv som vi har

En smuk weekend hvor vi fik gjort haven vinterklar. Der blev også bagt pølsemumier og bladankage til de små gæster, som kom forbi vores dør søndag aften.

Det var dejligt at få haven gjort vinterklar. Jeg har sat krukkerne med roser i en klynge og dækket jorden i krukkerne med blade, så nu håber jeg, at de klarer vinteren. De nye roser ved rosenbuen fik også en gang visne blade omkring sig for at holde frosten væk fra rødderne. Jeg glæder mig virkelig meget til at se de nye roser vokse op ad buen til næste år.

Tilbage på sporet

Vi har begge herhjemme været ramt af en slem forkølelse, ondt i halsen og hovedpine (er testet - ikke Corona). Efter et par ugers skranten, er vi nu ved at komme os, og nu skal der skrues op for motion og sund kost igen, så der er købt ind af sunde sager til næste uge.

Knæk Cancer show

Som så mange andre så vi med, da Knæk Cancers store indsamlingsshow rullede hen over skærmen. Det var ikke til at undgå at blive følelsesmæssigt berørt af de rørende historier, som blev fortalt, og det var også en stund, hvor vi tænkte på dem, som vi har mistet til kræft - men for pokker hvor var de seje, de mennesker, der stod frem for hele Danmark og fortalte deres historie.

Langt væk, men ikke borte

Lige inden vi gik i seng tikkede et billede ind på telefonen.

Det var fra ældste sønnen i New Zealand.

Familien stod ved siden af hinanden på en strand, blå himmel og vind i håret - alle i våddragter, mens yngste barnebarnet holdt ved surfbrættet, som stod foran dem.

Sikke et dejligt billede. Tårerne pressede sig på, og jeg fik en klump i halsen - savnet er stort.

Jeg havde svært ved at sove - både oven på den følelsesladede Knæk Cancer aften, og billedet af familien fra New Zealand, som stod klart på nethinden - men det satte alligevel tingene i perspektiv.

Godt nok er sønnen og familie langt væk, og savnet er stort - men de er ikke borte. Selv om det er fire år siden, vi har set dem sidst, kan jeg sige: “Vi ses igen” - det er der andre, som også savner, der ikke kan.

Halloween

Vores små mennesker i gaden kom forbi for at lave ballade søndag aften. De så meget uhyggelige ud, da de stod i mørket uden for døren og larmede for at få slik.

Jeg plejer at lave heksefingre, men i år blev det til pølsemumier og en giftiggrøn bladankage i stedet for sammen med et stort fad slik, som de forsynede sig med.

Børnene har haft travlt i lang tid med deres udklædning og at lave uhyggelige ting både hjemme og i børnehave og skole. Halloween er nemlig blevet meget populær. Sådan noget fandtes ikke, hverken da jeg selv var barn, eller da vores egne børn var små, men jeg elsker traditioner og synes, det er skønt at se børnene leve sig ind i det med udklædning og maling i ansigtet.