Kys det nu det satans liv
Grib nuet
Mandag morgen - nogen har ferie - andre skal på arbejde - vi skal ikke på arbejde, men har mange gøremål alligevel.
Et opkald fra gode venner, som vi ikke har set i lang tid, gjorde mandagen til den allerbedste dag.
“Hallo - kommer I ud i sommerhuset og spiser frokost i dag?”
Spontan beslutning
“I dag!” - vi havde egentlig planer om at få lavet noget i huset, men tog en hurtig beslutning og sagde “ja, tak - det vil vi rigtig gerne”
Vi ankom til det dejlige sommerhus, der ligger næsten på stranden. Jeg gad virkelig godt stå op til den udsigt hver morgen.
Sommerhusfrokost
Der var linet op til den helt store sommerhusfrokost. med sild, fiskefilet, varmrøget laks, hjemmelavet tunsalat, hjemmelavet karrysalat, rejesalat, krabbesalat - og jeg kunne blive ved. Dertil diverse kølige drikkevarer - simpelthen den skønneste frokost i det dejligste selskab.
Snak om livet
Vi havde ikke set hinanden længe, så der var meget at snakke om.
Vi snakkede om, hvad der var sket i vores liv hver især, siden sidst vi sås - og livet her og nu. Vi var også enige om at efterleve ordene fra Steffen Brandt:
Kys det nu
det satans liv
og grib det
fang det
før det er forbi
Vi blev vist rundt i sommerhuset, som var et helt specielt charmerende træhus, og på grunden, som ligger lige ned til andet, hvor det bugnede af friske grøntsager, stikkelsbær m.m. i haven - skønt bare at gå at nippe af ærter og stikkelsbær og mærke smagen af barndom.
Efter en god tur langs stranden - og med et lille dyp af tæerne - ventede ostebord, kaffe og kage, mens snakken gik videre.
Det var svært at forlade den smukke udsigt og det gode selskab, og det blev aften, inden vi vendte bilen hjemad, men vi var enige om snart at ses igen og snakke videre om “det satans liv”