Weekend vibes uge 12 - 2024
Ugen der gik: På strøgtur, de første ramsløg, ved pølsevognen, skolevenner, mormormad, til middag hos, byggeprojektet, gækkebreve, gå i byen dag, søndag i kælderen
Det har været en god hyggelig uge.
Udover træningen i motionscentret og den hyggelige snak bagefter over en kop kaffe, har vi i ugens løb hygget os med flere ting.
Strøgtur
Jeg havde en formiddag for mig selv, mens manden havde gæster, og jeg benyttede lejligheden til at ose lidt rundt i byen. Her blev jeg draget af en lækker butik, “Rituals”, som sendte en duft af blomster helt ud på gaden, da jeg passerede. Jeg måtte simpelthen kigge indenfor.
I det duftende og blomstrende miljø i butikken blev jeg mødt af en venlig ung og smuk kvinde, som forførte mig til at prøve flere af produkterne. Jeg fik skrubbet hænder i vidunderligt duftende saltskrub, smurt hænderne ind i lækker serum og derefter creme. Altsammen i en skøn duft.
Inden jeg forlod butikken, havde jeg investeret i nogle af de skønne produkter.
Første ramsløg
Svigersønnen leverede de første ramsløg fra deres sommerhus, og det duftede af den friske krydderurt i hele køkkenet, da jeg lavede en gang ramsløgolie. Smager så skønt til en frisk salat.
Ved pølsevognen
Igen hentede vi et par drenge fra skolen og til pølsevognsroad.
Vi besøger nemlig byens pølsevogne, og bagefter giver drengene karakterer for den bedste hotdog den og bedste betjening. Denne gang var vi hos Thao’s pølser, og jeg kan afsløre, at både hotdog og betjening fik 10 stjerner.
Skolevenner
Så blev det igen skolevendag, og eleverne i 3b er heldigvis stadig vilde med os - specielt manden har en stjerne - “Hvor er John"?” Kommer John ikke?”, råber de, mens jeg beroligende måtte sige: “Han spiller lige frikvartersskak, men kommer lige om lidt”
En af pigerne havde fødselsdag og hun delte ud tidligere på dagen. Hun havde også gemt til os, og vi fik hver en lille pose chips, hvor vores navne stod på en seddel, og tre slikke pinde, Det var vel nok sødt af hende.
Til middag hos
Et par børnebørn kom til middag torsdag aften, hvor vi hyggede os over snak, burgere og sodavand.
Bagefter spillede bedstefar skak med den 10 årige, og her blev han udfordret.
Han vandt med nød og næppe. Det er ikke sikkert, at det går lige sådan næste gang. Hun er mega skarp.
Mormormad
Den anden børnefamilie fik leveret dinner transportable - hønsefrikasse - en rigtig forårsret, synes jeg.
Byggeprojektet
Vi var heldige, at vores murer ville bruge sin fredag eftermiddag i vores kælder for at fortsætte flisearbejdet. Vi er nu nået næsten færdige med brusenichen - det bliver virkelig så fint.
Gækkebreve
Vi har fået nogle fine gækkebreve, som er svære at gætte, så desværre skal vi nok af med nogle påskeæg.
På den anden side har vi selv sendt nogle gækkebreve, og hvis ikke de bliver gættet, skal vi jo selv have påskeæg 😊
Man har tre gæt til et gækkebrev, og det skal gættes indenfor en uge.
Gå i byen dag
Lørdag var vi inviteret til 75 års fødselsdag hos gode venner. Vi var inviteret til kl. 12.30, så vi tog lige en hurtig beslutning over morgenkaffen om at tage til træning inden, og tage badet i træningscentret.
Det føles godt med den ekstra træning, så vi overvejer at skrue op for træningen til tre gange om ugen.
Efter den ekstra træning kunne vi med god samvittighed sætte os til det overdådige frokostbord, hvor vi hyggede os hele eftermiddagen i godt selskab.
Søndag i kælderen
Vores søde nabo tilbød igen sin hjælp søndag med at fortsætte flisearbejdet, og nu er vi færdige med brusenichen. Når væggene er fuget, er næste step er gulvet, og når det er færdigt, skal der monteres.
Gode oplevelser giver energi
Alt i alt en dejlig uge med gode oplevelser, som fylder energikontoen op.
Vi er nu klar til en ny dejlig uge.