Den bedste Toscakage med æbler
Toscakage og weekendhygge
De mange hasselnødder i haven inspirerede mig til at bage en toscakage til vores gæster her i weekenden.
Et par lækre sprøde æbler fra haven sneg sig med i opskriften, og jeg var spændt på, hvordan de fungerede i kagen.
Jeg har aldrig før prøvet at bruge æbler i Toscakage, men denne her blev virkelig en succes.
Opskriften kommer her:
Ingredienser
Tærtedej:
125 g smør
200 g mel
2 spsk. koldt vand
1 tsk. reven citronskal
Fyld:
75 g mandler
75 g hasselnødder
50 g usaltede pistacienødder
100 g smør
1½ dl sukker
1 spsk. honning
2 spsk. mel
2 æbler
Sådan gør du
1. Kom smør, mel og vand i en foodprocessor, og lad det samle hurtigt - endelig ikke for meget. Tilsæt citronskal, og kør igen ultra kort. Du kan sagtens samle dejen med hænderne, hvis du ikke har en foodprocessor.
2. Smør en tærteform - jeg bruger spray - og spred dejen ud i formen. Prik bunden med en gaffel og stil den koldt i en times tid.
3. Skold og smut mandlerne. Giv dem 200 grader i et ildfast fad, til de er gyldne, ca. 8 min.
4. Hasselnødderne skal også have en tur i ovnen ca. 8 min., til skallen kan smuldres af.
5. Smelt smørret i en gryde, det må ikke blive brunt. Tilsæt sukker, honning og mel. Lad det lige nå kogepunktet, inden mandler, hasselnødder og til sidst pistacienødder kommes i, og sluk så for gryden.
6. Skyl æblerne, og skær kernehuset væk. Skær æblerne i tynde både, og fordel dem på tærtedejen. Hæld den flydende nøddeblanding over æblerne.
7. Bag kagen i ovnen på 200 grader i ca. 20 min. Hold godt øje de sidste minutter, at kagen ikke bliver for mørk.