Aladdins hule
Glimmer og glas - gamle og fine ting
Lige rundt om hjørnet ligger en særlig butik “Rytters marsk-antik”
Midt i vores villakvarter ligger nemlig en gammeldags antikvitetsforretning, som handler med gamle møbler, smukke glas, prismekroner, ure, lamper, sølv og ædelstene, kobber og messing, gamle håndmalede kaffestel - alt præsenteret så flot i den lille butik.
De to udstillingsvinduer ud mod gaden gør ikke så meget væsen af sig, men tiltrækker alligevel opmærksomheden med de skiftende ting i vinduerne.
Når døren åbnes ind til butikslokalet, taber man næsten vejret.
Overalt er der fine ting - hængende fra loftet, på gulvet, på alle hylder og reoler.
Snak om møbler
Vi fik en snak med Johannes, som ejer butikken, om blandt andet gamle møbler, og hvor lave i kurs de gamle håndlavede møbler er.
Stort set ingen vil købe dem, selv om det er gedigne og håndlavede møbler. Vi har selv en del gamle møbler, som vi skal af med, men det er svært at finde nogen, som vil have dem.
Lige nu er trenden teaktræ og retroting, men snart er det måske noget andet.
Jeg tænker såmænd, at de gamle møbler for sin renæssance på et tidspunkt, men formentlig ikke i vores tid.