Weekend
Sidste udkald for hyldeblomstsirup, fredag er fredag, hus og have, fodboldstævne,
Fredag hentede jeg en af børnebørnspigerne fra skole, og mens jeg ventede på hende, benyttede jeg lejligheden til at “stjæle” nogle hyldeblomstskærme, som står ved legepladsen på skolen. Det er ved at være sidste udkald for at lave hyldeblomstsirup.
Vores fredag
Fredag har altid været hellig for os. Det er dagen, hvor vi hygger os over et glas vin og lidt godt at spise, mens vi planlægger vores opgaver i weekenden.
Når man har hus og have, er der altid noget, der skal gøres.
Lørdag i haven
Lørdag var vi på genbrugspladsen med en trailer fuld igen, og derefter var resten af dagen dedikeret til haven.
Lige nu er det hækken, som skal klippes, og da vi har hus både på den ene side af gaden og den anden, så er der altså en del hæk, der skal klippes - ydermere er en del af det tjørnehæk, som vokser som i Torneroses eventyr.
Heldigvis er hækkeklippere i dag batteridrevne, men alligevel tunge at stå med på en stige. Det er ikke mit arbejde at klippe - jeg nøjes med at feje sammen og samle op.
Fodboldstævne bragte minderne frem
Søndag tog vi til fodboldstævne for at se yngestebarnebarnet spille fodbold.
Det var en dejlig oplevelse, som mindede om de glade dage, hvor vi slev tog til fodboldstævner hver weekend med vores to drenge. Der er nok ikke den fodboldbane og den hal her i Danmark, som vi ikke har set.
Dengang var vi hele familien var afsted - ja, lillepigen var med lige fra hun var nyfødt og lå i lift. Vi hyggede os sammen med de andre forældre, som havde børn i samme aldre, spiste medbragte madkurve og snakkede på kryds og tværs med forældrene.
Tit var vi nogle stykker, som fortsatte hjemme hos en af os, hvor vi lavede spontan aftensmad og hyggede over et par glas rødvin eller en kold Tuborg og sodavandene flød til børnene.
Børnene mærkede vi ikke meget til - de legede enten ude eller på værelserne. Flere af os havde tre børn, så vi kunne sagtens være 6-8 voksne og 10-12 børn. Jeg tænker på i dag, gad vide hvad børnene legede eller snakkede om, for der fandtes jo ingen telefoner eller Ipad? 😏
For varmt til at klippe hæk
Det var meningen, at vi søndag eftermiddag ville fortsætte vi med hækkeklipningen - denne gang tjørnehækken, men det var simpelthen for varmt.
I stedet blev den billige strøm udnyttet til at få vasket bunken med vasketøj, som havde hobet sig op i løbet af ugen og til at bage en kage, til de gæster, som jeg venter i morgen.
Resten af dagen gik med administrative ting og planlægning af den kommende uge, som bliver meget travl.